Facadefirma køber op igen – overtager entreprenør i København
Murer- og entreprenørvirksomheden OPN Entreprise, OPN, der har aktiviteter i Københavnsområdet bliver den seneste i rækken af firmaer, som den svenske facadekoncern Fasadgruppen overtager i Danmark.
OPN har 31 fuldtidsansatte og omsatte for cirka 29 mio. kr. i regnskabsåret 2020/21.
– OPN har opbygget et meget stærkt omdømme på det danske marked inden for mure- og pudsearbejde, og vi er glade for at byde dem velkommen hos Fasadgruppen, siger Peter Andersen, forretningsområdechef for Fasadgruppen Danmark, i en pressemeddelelse om købet.
– De bliver et fremragende supplement til vores eksisterende aktiviteter i Københavnsområdet, hvor vi tidligere har manglet et tilbud inden for traditionelt murerarbejde, tilføjer han.
OPN blev grundlagt af murermester Otto P. Nedergaard i 1950. Virksomheden udfører primært mure- og pudsearbejder på kulturbygninger i København. Blandt de tidligere projekter finder man en lang række opgaver på de kongelige slotte i Danmark.
De tre første opkøb
Fasadgruppen etablerede sig på det danske marked i slutningen af 2019 med købet af murer- og facadeentreprenøren P. Andersen & Søn Entreprise A/S i Lejre.
Året efter blev Cortex Facaderens med hovedkontor i Hvidovre og dengang omkring 40 ansatte overtaget.
I maj år kom så det tredje opkøb; Byens Tag & Facade med kompetence inden for tagarbejde og vinduesudskiftning og 69 fuldtidsansatte.
Fasadgruppen finansierer erhvervelsen af samtlige aktier i OPN med egne likvide midler og nyemission af aktier.
mio. kr. | 2020/21 | 2019/20 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 16,6 | 15,9 |
Driftsresultat | 2,5 | 1,8 |
Resultat før skat | 2,8 | 1,7 |
Årets resultat | 2,2 | 1,3 |
Aktiver | 12,6 | 11,2 |
Egenkapital | 6,3 | 5,1 |
Gns. antal ansatte | 24 | 25 |
Regnskabsåret blev afsluttet 30. juni 2021. |