23948sdkhjf

Entreprenør vinder Procesprisen for koncept, der forkortede renovering med fire måneder

Faggrænser er en stor del af arbejdet på de store byggepladser. Men hvis man tør at nedbryde nogle af dem og hjælpe hinanden med de kompetencelette opgaver på tværs af faggrænser, så sparer det både tid på det samlede projekt og dermed penge, men også et bedre arbejdsmiljø med bedre trivsel.

Det har Enemærke & Petersen erfaret med konceptet ’Den hjælpende hånd.’ Konceptet har netop indbragt virksomheden Procesprisen til dette års Building Awards.

Procesprisen 2021

  • Procesprisen gives til en organisation, et samarbejde eller et projekt, der i særlig grad har bidraget til at udvikle samarbejdet og arbejdsprocesserne inden for byggeriet.  
  • Særligt påskønnes initiativer, der via gode processer, viser vejen i den grønne omstilling.
  • Procesprisen præmierer en sammenhæng mellem gode dialogbaserede processer, god kvalitet og en stigende produktivitet og påskønner en indsats rettet mod etableringen af et ubrudt, effektivt flow i byggeriets produktion og montage.
  • Juryen bag procesprisen ser frem til at modtage nomineringer, der involverer nytænkning af proces og/eller styring af byggeprocessen fra idé til slutprodukt samt bud på, hvem der har turdet tage et opgør med forudindtagede holdninger og fordomme, og i stedet åbnet øjnene for at ændre kultur og adfærd.
  • Det er Boligfonden Kuben og Lean Construction-DK Netværket, der står for uddelingen af denne pris. 
  • Enemærke & Petersen vandt også den allerførste procespris i 2005 for deres arbejde med lean-processer.
  • De var desuden også blandt vinderne af prisen i 2019 for det strategiske partnerskab TRUST. 

Det er derfor en glad bæredygtighedschef og direktør hos Enemærke & Petersen, som Licitationen - Byggeriets Dagblad taler med i forbindelsen med den nyvundne pris.

- Jeg er meget glad på håndværkernes, byggeledernes og de resterende samarbejdspartneres vegne, da prisen er en anerkendelse af dem, som tager slagsmålet omkring de her ting hver dag. Dele af vores tankegang går tilbage til lagsamfundet i middelalderen, så derfor er der behov for nytænkning, siger Peder Johansen, direktør for strategi, PR og forretningsudvikling i Enemærke & Petersen.

Han suppleres af Anders Sørensen, bæredygtighedschef i Enemærke & Petersen:

- Det er virkelig fedt at blive anerkendt. I disse tider, hvor man ofte kan være meget tilbøjelig til at sætte sin lid til teknologiudvikling, hockeystave osv., er det her projekt nede på jorden. Det er til at forstå for alle, og det er noget, som hele branchen kan tage til sig, siger han.

Kompetencelette opgaver

Helt konkret går den hjælpende hånd ud på at analysere, hvor faggrupperne overlapper hinanden ude på pladserne, og dermed se på, hvor den ene faggruppe kan hjælpe den anden med en mindre opgave, som kan mindske spildtid.

Det kan for eksempel være, at en tømrer sætter et beslag på for en elektriker, som derfor ikke behøver at komme tilbage til pladsen for at gøre det. Så kan tømreren fortsætte med sit øvrige arbejde i stedet for at vente på elektrikeren.

Det sker ved, at byggeledelsen i starten af byggeprojektet screener processerne, og finder frem til det, som kan overlappe.

- ’Den hjælpende hånd’ er inspireret af industrifolk, som vi har arbejdet med i nogle år. De kigger mere på samlede arbejdsprocesser fremfor fag, siger Peder Johansen og fortsætter:

- Derfor er vi begyndt i højere grad at se projekterne som samlede arbejdsprocesser og ikke enkeltvis, siger han.

Peder Johansen har primært været med til at introducere den industrielle tænkning og nogle af principperne bag ’Den hjælpende hånd’, mens Anders Sørensen er projektleder og proceschefen Søren Christensen er, ham der samler byggeledelse og håndværkere omkring tavlen på byggepladsen og får sat processen i gang.

’Den Hjælpende Hånd’ er udviklet på baggrund af et projekt støttet af Grundejernes Investeringsfond, hvor der er samlet erfaringer fra renovering af Skt. Annæ Gymnasium og renovering af Ellebo i Ballerup.

Tiden går på at vente

I en benchmark lavet i samarbejde med DI Byggeri kunne Enemærke & Petersen konkludere, at håndværkerne kun havde værktøjet i hånden i cirka 30 pct. af arbejdstiden. Det er på samme niveau som resten af branchen. Resten af tiden går blandt andet med at klargøre, forberede, gå, transportere materialer samt samtale. Håndværkerne brugte cirka 14 pct. af dagen på at vente.

Med ’Den hjælpende hånd’ er ventetiden på de to første pilotprojekter halveret.

Som eksempel oplyser Anders Sørensen, at hvis en tømrer hjælper en anden faggruppe i én time, så vinder sagen mellem 2,5 og 3,1 timer.

Det kunne tydeligt mærkes på pilotprojektet Skt. Annæ Gymnasium, der blev færdig fire måneder før forventningen.

- Når Enemærke & Petersen har en byggeplads kørende, koster ofte mellem 20.000-70.000 kr. om dagen, siger Anders Sørensen.

Det giver desuden nogle afledte effekter såsom, at samtaletiden ryger ned, transporttiden ryger ned, gåtiden ryger ned.

- Man tænker mere samlet proces i stedet for bare at lave sit og så videre, siger Anders Sørensen.

Udover at det sparer penge, så kræver det også meget strøm at have en byggeplads kørende. Derfor sparer entreprenøren også på CO2-udledningen ved at forkorte produktionstiden, og den kan tage flere opgaver ind.

- Alle vinder, siger Peder Johansen.

Skal udbredes i branchen

De fortæller, at konceptet er efterspurgt internt, og der bliver arbejdet med at få det bredt ud på så mange af virksomhedens projekter som muligt. Det fungerer umiddelbart bedst på renoveringsprojekter, og konceptet kræver også, at byggeprojekterne har en vis størrelse med forskellige faggrupper, som overlapper hinanden.

Men det skal ikke kun ud i resten af Enemærke & Petersen. Det skal ud til hele branchen:

- Det skal udbredes, fordi vi som branche har en udfordring i at industrialisere og kunne konkurrere fremover. Vi har nogle meget dygtige håndværkere, men vi skal også få det til at hænge sammen fremover, siger Peder Johansen.

Udover at skulle udbredes til resten af branchen, så er håbet også, at det kan udbredes til de tekniske uddannelser, så det kan blive en del af håndværkernes tankegang fra starten, oplyser de.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.141