23948sdkhjf

Bygger kvalitets-skure af genbrugsmaterialer - nu får de fornem hæderspris

Virksomheden Næste, der har etableret sig som totalleverandør af uopvarmet skurbyggeri opført efter cirkulære principper, vinder Building Awards Bæredygtighedspris 2021.

- Vi bygger arkitekttegnede, industrialiserede og skalérbare kvalitetsskure af genbrugsmaterialer til ejendomssektoren, og de er opført af byggeriets og industriens affaldsmaterialer. På den måde er vi med til at sende et signal om, at selv et lille skur kan være med til at lave en stor grøn omstilling, siger adm. direktør Niels Jakubiak Andersen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Han fortæller, at han er "helt oppe at køre over, at vi har vundet."

- Vi har før været nomineret til priser for vores virksomhed, og det er skønt ikke længere kun at være nummer 2, siger han.

Omstiller branchen

Næsteskurene er udviklet i samarbejde med værdikædens aktører, lige fra nedrivere over affaldsektoren til byggebranchen - og i tæt samarbejde med større kunder, som er kommuner, pensionsselskaber og ejendomsudviklere.

- På den måde omstiller vi branchen og viser en konkret og farbar vej til, at store volumener af genbrug i byggeriet både kan lade sig gøre og samtidigt skabe bedre og smukkere løsninger. Nu glæder vi os til, at flere bygherrer begynder at købe ind efter totaløkonomiske principper, siger han og tilføjer:

- Cirkulær økonomi er en holdsport.

Stålskur rustet op på 15 år

Med fem mio. ton byggeaffald årligt i Danmark er det vinderfirmaets ambition at skabe skalérbare løsninger, der holder i længere tid.

- Et traditionelt stålskur er rustet op i løbet af 15 år. Vores skure står i 30 år, siger den arkitektuddannede direktør, der også i et tidligere interview har været fortaler for, at branchen skal "hen i de frugtbare cirkulære værdikædesamarbejder, hvor vi alle erkender vores gensidige afhængighed af hinanden".

Fordelene ved genanvendelse

Fordele ved upcyclede og genanvendte byggematerialer, ifølge virksomheden Næste, der vinder Building Awards Bæredygtighedspris 2021:

Ved at tage ansvar for bygningen i hele levetiden sikrer Næste kunden og giver tryghed i levetiden. Det kan kun gøres ved at bygge med løsninger, der holder i det danske klima.

Samfundsøkonomisk skabes danske arbejdspladser ved lokal materialeoparbejdning frem for import af træ fra udlandet. 

Næstes jobskabelse i de kommende 5-10 år estimeres til at være 100-150 blivende danske arbejdspladser.

Skurene understøtter brugernes ressourcebevidsthed. 

Næste Skure er mere end monofunktionelle bygninger til opbevaring af materiel, cykler og affald. De er sociale rum i boligforeningerne, der ud over at ”nudge” en brugeradfærd også skaber naturligt ventilerede rammer for sociale arrangementer.
På skolerne benyttes bygningerne også som læringsrum, skolebod og ”natur-skur”.

- På kommercielle vilkår kan vi vise vejen til reel omstilling af byggebranchens nuværende lineære ressourceforbrug, siger Niels Jakubiak Andersen til Licitationen, og tilføjer, at han blandt andet i samarbejdet med entreprenøren Enemærke & Petersen har opdaget noget vigtigt:

- Når tømrerne arbejder med genbrugstræet, genfinder de glæden ved deres faglighed. Det er jo blandt andet duften af savsmuld og glæden ved håndværket, der fik dem ind i faget, og den finder de igen, siger han.

100.000 fælles ejendomsskure

Industrialiseret genbrug af byggematerialer er afgørende for bæredygtigheden af fremtidens samfund, mener Niels Jakubiak Andersen.

- Hver dag benytter tusindvis af beboere, skoleelever eller ansatte de 100.000 fælles ejendomsskure, der findes i boligforeninger, skoler og på arbejdspladser.

- 3.500-4.000 af dem er hvert år udtjente og skal udskiftes, ligesom alle nyudviklede ejendomsprojekter skal bruge skure til renovation, materiel, cykler, ekstra lokaler til sociale formål eller ekstra læringsrum. Og i de danske énfamiliehuse står der cirka 800.000 skure der løbende udskiftes, tilføjer han.

Stor potentiel besparelse

Der bygges årligt i nærheden af en halv mio. kvm sekundært byggeri, det vil sige skure og udhuse, i Danmark.

- Og hvis alt sekundært byggeri blev bygget af genbrugsmaterialer, kunne samfundet årligt spare CO2 på mindst 40.000 ton, siger han, og tilføjer, at der herved vil være skabt et marked, der årligt vil kunne aftage 50.000 ton rent træaffald - kun til skurbebyggelser.

- Og så har det den sidegevinst, at man bliver uafhængig af usikre globale forsyningskæder, som også fører til de prisstigninger på byggematerialer, vi oplever lige nu, siger han.

Koster mere, men..

Anlægsomkostningen på anskaffelse af et Næste-skur, inklusiv den nødvendige rådgivning til byggetilladelse, ligger 10 til 20 pct. over benchmark for henholdsvis træ og stålskurleverancen.

Men, og det er et vigtigt men:

- Kvaliteten er langt højere, hvilket også ses i beregningen for totaløkonomien, hvor vores skure over hele bygningens levetid ender med at blive den billigste løsning, da de har en levetid på 25 til 30 år, med minimal vedligehold, som Teknologisk Institut har verificeret, siger Niels Jakubiak Andersen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096