23948sdkhjf

Vær klar med værkstøjskassen, mester: 10 mia. kr. til at bygge nye, almene boliger

Der skal være bedre mulighed for at bo i de store byer også med en almindelig lønindtægt.

Det er en af begrundelserne for en ny aftale om almene boliger, som regeringen fredag har indgået med SF, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne.

- Aftalen giver cirka 22.000 flere almene boliger. Samtidig vil vi næste år gå ud og sætte huslejen ned med et par tusind kroner i nogle almene boliger, når loven træder i kraft, siger bolig- og indenrigsminister Kaare Dybvad Bek (S).

Omkring halvdelen af boligerne i aftalen skal opføres uden for hovedstaden i blandt andet store byer som Aarhus.

Som del af aftalen forpligter Kaare Dybvad Bek sig også på at forsøge at indgå aftale med Københavns Kommune om en hurtigere etablering af 4000 nye studieboliger.

Samtidig vil ministeren undersøge mulighederne for en hurtigere etablering af yderligere 2000 studieboliger i andre studiebyer.

Partierne er enige om i alt at afsætte 10 mia. kr. til flere almene boliger for frem mod 2035. Pengene kommer fra Nybyggerifonden, hvor beboere i almene boligafdelinger har indbetalt penge siden 1999.

Aftalen betyder også, at Christiania efter planen på sigt skal huse almene boliger. Ifølge aftalen forpligter regeringen sig på, at der skal indføres et mål om "minimum 15.000 kvm" almene boliger på Christiania.

Boligerne på Christiania skal ifølge aftalen udlejes efter de gældende regler for almene boliger. Dermed vil det ikke være muligt for christianitterne at styre, hvem der flytter ind i boliger.

- Parterne lægger vægt på, at Christiania også skal være en blandet bydel.

- Parterne er derfor enige om, at regeringen forpligter sig til en tillægsaftale om den fremtidige udvikling på Christiania, med et mål om at en almen boligorganisation etablerer minimum 15.000 kvadrater almene boliger på området, hedder det i aftalen.

Enhedslisten mener ikke, at aftalen tvinger Christiania til at opføre de almene boliger. De almene boliger skal nu aftales med Fonden Fristaden Christiania.

Direkte adspurgt, om aftalen så reelt betyder, at almene boliger bliver opført på Christiania, siger Kaare Dybvad Bek:

- Ja, det er det, vi har aftalt.

Dansk Folkepartis boligordfører, Alex Ahrendtsen, mener, at Christiania vil hilse de almene boliger velkommen.

- Jeg tror, at de er glade for det derude. Christiania vil gerne være mangfoldig, og nu får vi omkring 200 almene boliger derud, siger Alex Ahrendtsen.

Han lægger også vægt på, at der med aftalen opføres billige boliger i hele landet og ikke kun i hovedstaden.

- Vi gør også noget for de hjemløse. Alt i alt er det godt, det løser ikke alle problemer, men vi får billige boliger til danskerne, og det kan vi kun være tilfredse med, siger han.

SF's boligordfører, Halime Oguz, er tilfreds med, at der bliver bedre muligheder for familier til at bosætte sig i for eksempel København.

- Vi sikrer, at vi får flere billige familieboliger, især i hovedstaden, hvor priserne skriger til himlen, siger hun.

Regeringens støtteparti De Radikale har valgt at stå uden for aftalen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14