23948sdkhjf

Helt tosset med håndbold: Chef på vinduesfabrik spiller med ved EM-slutrunden i Ungarn

Hos Outrup Vinduer & Døre strækker man sig gerne langt for ansatte med særlige fritidsinteresser – også selv om det griber ind i arbejdstiden i virksomheden. Ifølge direktøren er der nemlig noget at hente for alle, når eksempelvis salgschef Jan Kampman får plads til at dyrke sin store interesse for håndbold.

En interesse der i skrivende stund har bragt salgschefen til Slovakiet og Ungarn, hvor han som medlem af det europæiske håndboldforbund har det politiske ansvar for den sportslige afvikling af herrernes EM-turnering.

 – Håndbold har altid været en stor del af mit liv, så jeg er utroligt glad for, at mit job hos Outrup Vinduer & Døre giver plads til, at jeg også kan pleje min store fritidsinteresse. Når jeg som nu er afsted til en slutrunde, er jeg ikke totalt væk fra virksomheden, men arbejder så i stedet for eksempel om aftenen og i weekenderne, fortæller Jan Kampman.

Ud over jobbet som salgschef går meget af Jan Kampmans tid med at passe posterne som henholdsvis næstformand for DHF og som medlem af EHF’s konkurrencekommission. Poster, som blandt andet omfatter ansvar for organisering af verdens- og europamesterskaber i Danmark samt arbejdet med de europæiske mesterskaber for herresiden i Europa. Og at den store interesse kan plejes sideløbende med jobbet hos Outrup, er afgørende.

 – Outrups fleksibilitet er afgørende for, at jeg gerne vil være i virksomheden, også selv om jeg har langt på arbejde. Faktisk pendler jeg fra Varde til arbejdspladsen på Mors, hvilket er en tur på over to timer hver vej. Det siger noget om, hvor langt man vil gå for en arbejdsplads, som matcher ens behov ved siden af jobbet, siger han.

Giver værdi til alle

Fleksibiliteten går begge veje, fortæller direktør i virksomheden, Henrik Nyby. Den er nemlig ikke alene med til at skabe glade kolleger, men i Jans tilfælde også med til at skabe værdi for hele samfundet:

 – Som virksomhed er det vigtigt for os, at arbejde og sunde fritidsinteresser hænger sammen, for det skaber tilfredse og motiverede ansatte – og det er lige nu vigtigere end nogensinde før, hvor arbejdskraften ikke hænger på træerne, forklarer Henrik Nyby og fortsætter:

 – Samtidig er håndbold med til at skabe værdi og glæde for rigtig mange danskere, og ligesom med frivillige brandmænd er der jo brug for, at nogle bruger tid og kræfter på det, så vi alle kan få glæde af det. Det vil vi gerne støtte op om, og det kan godt lade sig gøre, når både ansat og virksomhed er fleksible.

Og Jan Kampman er langt fra det eneste eksempel på Outrup-ansatte, der får plads til at dyrke andre interesser. Et andet eksempel er salgselev Kasper Lousdal, der sidste år trænede op til at kvalificere sig til De Paralympiske Lege som en del af det danske landshold i skydning, og hvis hverdag derfor måtte tilpasses stævner, træning og konkurrencer.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126