23948sdkhjf

3F-formand fratræder: Privatlivet fældede fagforeningsbossen

Per Christensen har siden 1990'erne været fagbevægelsens mand, men blev fældet af et dobbeltliv

Tirsdag har ledelsen i 3F og formand Per Christensen indgået en aftale om, at Per Christensen fratræder sin stilling som formand for fagforbundet.

Det sker, efter B.T. har skrevet om formandens dobbeltliv. Blandt andet, at han har været i langvarige forhold med flere kvinder på samme tid, uden at kvinderne kendte til hinandens eksistens.

3F-formand Per Christensen er født og opvokset i en toværelses baggårdslejlighed i Aalborg.

Her lærte han, at "hvis man vil have indflydelse, skal man tage indflydelse". Det fortalte han i et interview med Kristeligt Dagblad i 2017.

Da ordene ramte avissiden dengang, havde han som fagforeningsformand sammen med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti lige lagt den daværende regering bestående af Venstre, Liberal Alliance og Konservatives planer om at hæve pensionsalderen i graven.

Per Christensen blev i 2013 udpeget som formand for 290.000 medlemmer af fagforbundet 3F. Fagforbundet organiserer ufaglærte og erhvervsuddannede lønmodtagere og er Danmarks største fagforening.

Den nu 64-årige formand fik som ung arbejde på cementfabrikken Aalborg Portland. Forud for det havde han uddannet sig som tømrer.

Han blev i løbet af nogle år tillidsmand på Aalborg Portland og trådte dermed ind i fagforeningsarbejdet.

Efterfølgende blev han valgt som næstformand i Cementarbejdernes Fagforening i Aalborg. I 1995 kom han til Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD) og blev juridisk sekretær.

SiD fusionerede i 2005 med Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (KAD) og blev til Fagligt Fælles Forbund, der til dagligt kendes som 3F.

Senere er endnu flere fagforbund kommet til, blandt andet Forbundet Træ-Industri-Byg.

En af de helt store opgaver for 3F-formanden var at stoppe den medlemsflugt, som forbundet havde oplevet i årene forinden, hvor næsten 100.000 medlemmer havde meldt sig ud.

Ifølge 3F's hjemmeside har man i 2022 omkring 264.000 medlemmer fordelt på 64 lokale afdelinger.

Før sin formandspost har Per Christensen blandt andet været forbundssekretær, ligeledes i 3F.

Ud over sin post som formand for 3F, er han bestyrelsesformand i både Arbejdernes Landsbank og PensionDanmark, der begge er ejet af fagbevægelsen.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094