23948sdkhjf

Flagstangsfusion sikrer savværk ny kunde og leverandør

Efter 30 år har Birthe og Jørn Gregersen valgt at tage afsked med flagstængerne for i stedet at fokusere på andre dele af forretningen. Den 1. februar overdrager ægteparret således Flagstangsfabrikken til et makkerpar bestående af Tiset Savværk og Flagstang.dk, 

Flagstang.dk overtager både salget og webshoppen Flagstangsfabrikken.dk, mens Tiset Savværk fremover vil stå for produktionen. Og det er ingenlunde et område, der er ukendt for det østjyske savværk.

Fra en familie til en anden

– Jeg vil næsten sige det sådan, at Tiset Savværk blev grundlagt på flagstænger. Det har helt fra starten i 1970’erne været et kerneprodukt, som vores nuværende, meget bredere, sortiment er vokset op omkring. Så vi har både ekspertisen, erfaringen og faciliteterne til at videreføre produktionen, fortæller savværksdirektør og –indehaver Per Bech Sørensen.

Han peger på, at man også har kapaciteten til de ekstra flagstænger – ja, faktisk er der tale om lidt af et drømmescenarie.

– Savværksbranchen er jo karakteriseret ved at være stærkt sæsonbetonet, hvor vi løber meget stærkt forår og sommer. Men produktionen af flagstænger foregår i vinterens lavsæson og er derfor med til at udjævne vores sæsonudsving, forklarer Per Bech Sørensen.

Savværket leverer da også allerede til Flagstang.dk, der oprindeligt var en del af Tiset Savværk, men i dag er skilt ud som selvstændigt selskab, der drives af Per Bech Sørensens datter. Og Juliane Bech Sørensen er også begejstret for det nye setup.

– Danskproducerede træflagstænger af god kvalitet er ikke noget, man får på hvert andet gadehjørne, og Flagstangsfabrikken har alle dage været kendt for deres kvalitet og  kundeservice. Så det er en stor gevinst for os, siger den 27-årige virksomhedsejer ifølge JydskeVestkysten i en pressemeddelelse.

Langvarig dialog

At ekspertisen og erfaringen fandtes på Tiset Savværk, har været fundamental for Birthe og Jørn Gregersens beslutning om at afhænde deres flagstangsforretning. Og dialogen mellem de tre virksomheder har været langvarig.

– Vi har kendt hinanden længe, og det er vel en syv-otte år siden, at Per første gang sagde til mig, at hvis vi nogensinde blev interesserede i at sælge, så skulle vi ringe til ham og Juliane, fortæller Jørn Gregersen og fortsætter:

– Det var vi så ikke dengang, men siden er både flagstangsdelen og vores produktion af juletræer vokset meget. Så da vi besluttede os for at sælge flagstangsdelen fra for bedre at kunne fokusere på juletræerne, var valget ikke svært.

Ved siden af juletræs- og flagstangsproduktionen driver Birthe og Jørn Gregersen også et betydeligt skovbrug. Det er herfra, træet til flagstængerne kommer, og det vil det fortsat gøre.

– Med overdragelsen bliver vi samtidig leverandør til Tiset Savværk og Flagstang.dk, så vi står inde for råvarernes kvalitet, siger Jørn Gregersen.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.11