23948sdkhjf

Liftspecialist får el-kineser i stalden

Liftspecialisterne Horsens Lift bliver den første importør af Zoomlion-lifte til det danske marked. Det står klart, efter aftalen mellem Horsens Lift og den kinesiske producent nu er på plads.

Det skriver Horsens Lift i en pressemeddelelse.

– Vi har tidligere været meget glade for andre kinesiskproducerede lifte, og vi har gennem længere tid haft et godt øje til Zoomlion. Så da de for nylig begyndte produktionen af litiumdrevne sakselifte, valgte vi at rykke på interessen, fortæller ejeren af Horsens Lift, Esben Vernholt Jensen, som forud for indgåelsen af aftalen har testet liftene af i Danmark.

– Zoomlion er verdens femtestørste liftproducent, og de er kæmpestore i Kina og Asien. Men først nu er de begyndt at rykke på det europæiske marked. Vi er derfor meget glade for, at Zoomlion har valgt os som den første distributør af deres lifte i Danmark, forklarer han.

Ray Zhang, salgsmanager i Zoomlion, siger i pressemeddelelsen, at Horsens Lift har den erfaring og de kompetencer, Zoomilion søger hos europæiske distributører og har stor tillid til, at de er de rette til at udbrede kendskabet til Zoomlion i Danmark.

Grønne alternativer hitter

De nye lifte ankom til Horsens Lifts lager i Middelfart i januar og omfatter i første omgang 7 forskellige eldrevne sakselifte og elbomlifte i arbejdshøjden 6-16 meter.

– Liftbranchen har gennem de seneste år taget den grønne tankegang til sig, og vi har derfor oplevet en stor efterspørgsel på mere miljøvenlige modeller. Derfor har vi også store forventninger til Zoomlions eldrevne lifte, da de som de eneste i Danmark kan levere et fuldt litiumprogram, siger Esben Vernholt Jensen.

Litiumbatterierne betyder ifølge Esben Vernholt Jensen, at liftene kan oplades hurtigere end andre tilsvarende mærker, på kun to timer, og at de samtidig kan holde strøm i længere tid, hvilket giver et mindre strømforbrug og længere holdbarhed på sigt. Samtidig har batterierne fem års garanti, mens selve liften som standard har to års garanti ved køb.

Den samlede produktportefølje i Danmark forventes at blive på over 25 modeller i et fuldt produktprogram op til en arbejdshøjde på 64 meter, som udover sakseliftene med tiden også kommer til at omfatte blandt andet kraner og landbrugsmaskiner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126