23948sdkhjf

Ejerleder sætter sig i direktørstolen hos Heatcom

Heatcom i Middelfart har foretaget rokeringer i virksomhedens øverste ledelse. Ejerleder, Jacob Christian Pedersen, har således indtaget direktørposten. Tidligere adm. direktør, Bjarne Steffen Jørgensen, er samtidig indtrådt i en nyoprettet rolle som salgsdirektør.

Heatcom, der designer, producerer og markedsfører elektrisk gulvvarme, termostater og frostsikringsprodukter til hele verden, har været ejet af Jacob Christian Pedersen siden 2016. Når ejerlederen, der har siddet i Heatcoms bestyrelse i fem år, nu overtager direktørposten i Middelfart-virksomheden, så sker det for at accelerere målet om øget international vækst.

Behovet for en stærk salgsdirektør har længe været et brændende ønske hos Heatcom, og det er nu en realitet med en kapacitet fra virksomhedens egne rækker.

Det skriver Heatcom i en pressemeddelelse.

 - Med Bjarne Steffen Jørgensen i spidsen for vores salgsorganisation har vi fået en salgsdirektør med en second to none-indsigt i markedet og i virksomheden. Sammen kan vi for alvor skrue op for den vækstrejse, Heatcom befinder sig på. Jeg glæder mig over, at vores gode samarbejde fortsætter med vores nye rollefordeling i ledelsen, siger Jacob Christian Pedersen.

Bjarne Steffen Jørgensen er tiltrådt som øverst ansvarlig for både salg og marketing i Heatcom.

- Som salgsdirektør kan jeg for alvor fokusere på at optimere og udvikle vores salgsorganisation og indløse de ambitiøse vækstmål, vi har sat som ledelse – også i forhold til bæredygtighed. Som leverandør af danskproducerede kvalitetsprodukter i en tid, der kalder på grøn omstilling og en kort supply chain, kan vi levere på alle bundlinjer, siger Bjarne Steffen Jørgensen.

 Styrker positionen i England

I marts 2022 har Heatcom overtaget aktiemajoriteten i sit datterselskab i England, Heat Mat, der beskæftiger 13 medarbejdere i West Sussex. Med overtagelsen af Heat Mat og øvrige fremtidige partnerskaber ønsker Heatcom at styrke sin tilstedeværelse på markedet og sikre den kortest mulige supply chain management.

Jacob Christian Pedersen købte Heatcom i 2016 og lagde i 2021 sin handelsvirksomhed L-Team ind under Heatcom Corporation A/S. I dag beskæftiger Heatcom 30 medarbejdere. Virksomheden, der senere på året flytter i nyt domicil på Barmstedt Allé i Middelfart, eksporterer mere end 90 % af produktionen især til det europæiske marked, men også til eksportmarkeder uden for EU.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096