23948sdkhjf

Byggeprojekter er i problemer efter konkurs

Mens konkursbegæringen fra entreprenørvirksomheden Torntoft og Mortensen bliver behandlet af kuratoren, er spændingen stor hos nogle af de bygherrer, der har engageret sig med det Horsens-baserede byggefirma.

- Det er bekymrende, og der indtræder en undtagelsestilstand i sådan en situation, fortæller bygge- og udviklingschef hos Lejerbo, Mette Hyrup Vilsen, der før har oplevet, at en konkursbegæring har sat et byggeprojekt i bero.

Aktuelt handler det om Circle House, som Lejerbo vil opføre i Lisbjerg 20 kilometer nord for Aarhus. For blot halvanden måned siden blev det første spadestik taget.

I øjeblikket er der ikke rigtig noget, bygge- og udviklingschefen kan stille op. Situationen er meget uvis, indtil kuratoren kan fortælle mere om, hvad fremtiden bringer for Torntoft og Mortensen. Sikkert er det dog, at Circle House skal opføres.

- Byggeplanerne er intakte. Det er et prestigeprojekt, og vi er slet ikke et sted, hvor det her projekt kan lægges ned. Vi har investeret mange år i at udvikle projektet. Hele baglandet i Lejerbo opsatte på at det lykkes, siger Mette Hyrup Vilsen.

Har det som Moses

Hos Annex Ejendomme i Vejle går ejendomsadministrator Anders Poulsen også rundt med nervøse miner. Selskabet er ved at opføre 39 boliger i Horsens. Projektet var på dagen for konkursbegræringen to måneder fra at være færdigt. Nu er tidshorisonten pludselig meget usikker.

- Vi står lidt som Moses ved Det Røde Hav, fortæller han og fortsætter i mindre bibelske dimensioner:

- Vi ved faktisk ikke, hvad vi skal gøre, vi har ikke prøvet sådan en situation før. Vi ved ikke så meget udover, at de har begæret konkurs. Vi håber, de vil lave det færdigt.

Annex Ejendomme har sat deres advokat på sagen, som de håber hurtigt kan blive afklaret. En mulighed kan blive, at de selv må gøre boligerne færdige.

- De er næsten færdige. Der er lavet køkkener og badeværelser. Vi mangler kun lige det sidste, siger Anders Poulsen, der ikke havde set konkursen true.

- Der var ingen tegn, og de havde rigtig godt styr på projektet. Det kørte super godt. Der var ikke noget, der tydede på det. Det er kørt lige efter bogen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141