23948sdkhjf

Derfor stiger antallet af konkurser: Mange mestre sige ja til de forkerte opgaver

Travlheden har skabt panik blandt håndværkerne, mener statsautoriseret revisor

Der var næsten dobbelt så mange konkurser i marts måned, som der var i februar i år. Konkurserne har ramt flere brancher, men især stod bygge- og anlægsbranchen for skud. Det viser opgørelser fra Danmarks Statistik.

Travlheden har medført manglende fokus blandt håndværkerne, mener Frank Barrit, der er seniorpartner og statsautoriseret revisor hos BDO og har mere end tyve års erfaring i at rådgive revisionsvirksomhedens branchegruppe for håndværkere.

– Det har været så travlt de seneste år, at mange håndværkere siger ja til den første kunde, der ringer, uden at overveje, om opgaven matcher virksomheden. De ender med at arbejde uden for deres kompetenceområde og tager opgaver, de faktisk ikke tjener penge på, samt opgaver, der er for store. Det er meget risikabelt, siger Frank Barrit i en pressemeddelelse.

– Jo større en opgave er, jo mere farlig er den også i en tid med uforudsigelige prisstigninger på materialer. Samtidig er der også større risiko for at lave fejl i opgaven og i timebudgettet, og det kan hurtigt blive dyrt, understreger han.

Hård priskrig

Tømrer Kasper Sandberg fra Viborg har været selvstændig i et par år, og han har oplevet presset i branchen. For to måneder siden valgte han at blive en del af Mand & Bil, der er et landsdækkende netværk for håndværkere i bred forstand, for at sikre sig selv og sin virksomhed i de travle og turbulente tider.

– Selvom der er rigtig travlt, er der også rigtig mange om buddet. Jeg var lige ved at miste modet i priskrigen, fordi det hele bare handler om at være billigst og ikke om at være den bedste til opgaven, fortæller Kasper Sandberg i en pressemeddelelse.

– Jeg er stadig selvstændig, men jeg står ikke helt alene længere. Jeg har et netværk at trække på både for juridisk bistand, råd og vejledning, men også for at skaffe kunder og arbejdskraft, hvis jeg skal bruge en ekstra mand til en opgave, forklarer Kasper Sandberg, der selv har været ved at dreje nøglen om på en stor opgave.

– Hvis du står med en kunde, der pludselig ikke vil betale, kan du på de store opgaver nemt have flere hundrede tusinde kroner ude at hænge, og det er møgfarligt som enkeltmandsfirma.

Usikker fremtid

Lige nu står mange håndværkere med coronalån, der skal tilbagebetales, men det er ikke det eneste, der bekymrer Frank Barrit fra BDO:

– Først havde vi corona, men nu har vi også krig, inflation og energikrise. Mit råd til håndværkerne er at specialisere sig og tage de opgaver, de er gode til. På den måde kan de også give kunderne den rådgivning, de ikke kan google sig til, lyder det fra Frank Barrit.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109