23948sdkhjf

Bliver du også klemt på projekter, som kræver certificering, mester !

SMV’ere bliver ofte klemt på byggeprojekter, der kræver certificeringer som DGNB. Men det burde ikke nødvendigvis være så svært, lyder det fra Kent Fonseca fra Stark og Thomas Fænø Mondrup fra Green Building Council 

Små og mellemstore virksomheder bliver tit klemt på byggeprojekter, der kræver en DGNB-certificering. Ofte bliver virksomhederne ikke adviseret i forvejen om forventningerne til dokumentation og ender med en stor ekstraregning:

- Underentreprenøren kommer ikke altid med til de første møder i byggeprocessen. Hvis de ikke får ordentlig information om, hvad de byder på, risikerer de konkurs, når de bagefter skal dokumentere en masse, de ikke har beregnet med i prisen. En af vores kunder skulle bruge 60-80 timer på at indsamle dokumentation. Det var meget mere end, han havde regnet med, siger Gentræ ambassadør Kent Fonseca fra Stark.

Forskellige beregningsmetoder fra firma til firma

Problemet er ikke kun mængden af information. De forskellige rådgiverfirmaer har også forskellige metoder til at indsamle og indberette til DGNB, fremhæver Kent Fonseca:

- Der er måske 15 rådgiverfirmaer, som indberetter på hver deres måde, ja det kan endda variere fra rådgiver til rådgiver. Det betyder, at du ikke kan være sikker på, at du kan gøre det på den samme måde igen seks måneder senere på et nyt DGNB-projekt. Det ville være godt, hvis vi i højere grad kunne arbejde med standardindberetninger for hele branchen.

I Green Building Council anerkender de, at det kan være en udfordring for de små og mellemstore virksomheder at løfte mængden af dokumentation, der kræves til et certificeret byggeri.

- Jeg forstår godt, det kan være en udfordring. Du har Bygningsreglementet, EU Taksonomi, DGNB og andet, som du skal levere ind til afhængigt af det enkelte projekt. DGNB-manualen lader bygherren prioritere, og der kan være varierende tekniske krav til den enkelte, men udfordringen ligger særligt i kommunikationen. Manualen sammenfatter en stor mængde krav, så det er vigtigt, at bygherren er god til at kommunikere præcist, hvor de enkelte faggrupper skal levere dokumentation. Du skal ikke bage hele kagen, men kun levere ingredienser til en lille bid, siger teknisk chef i Green Building Council Thomas Fænø Mondrup.

Brændende platform

For Thomas Fænø Mondrup er det vigtigt, at branchen bygger videre på det fælles sprog, som blandt andet DGNB har været med til at skabe, så alle er enige om, hvad der kræves af den enkelte for at bygge mere bæredygtigt og leve op til certificeringerne.

- Vi inviterer også de små og mellemstore virksomheder med på kurser, som klæder dem på til at forstå eksempelvis tekniske DGNB-krav. Vi har allerede uddannet mange i branchen, men hvis vi kunne få endnu flere med, særligt fra gruppen af SMV’ere, ville det støtte op omkring behovet for fælles forståelse. Men vi er åbne for input til, hvad vi eventuelt har misset, og hvad vi kan gøre bedre.

Deltag i debatten

Kom og deltag i debatten: Hvordan opleves certificerede byggerier af SMV-håndværkere og kan vi gøre det bedre Det sker på Building Green Aarhus, Main Stage torsdag den 16. juni kl. 11.20.

For Kent Fonseca er der ingen tvivl om, at de små og mellemstore virksomheder står på en brændende platform, så de er nødt til at tage certificeringerne til sig. Stark har udarbejdet en tjekliste, der hjælper kunderne med at score enkelte elementer i byggeprocessen, så ikke alting skal gøres fra bunden af. Han håber, at det vil få flere til at byde ind på DGNB-projekter:

- Hvis vores SMV’er ikke begynder med at tænke de grønne tanker nu, risikerer de at blive fravalgt og ikke tilvalgt i fremtiden. De får ingen kunder, medarbejdere eller investorer hvis de ikke har ambitioner om grøn omstilling, understreger han.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.14