23948sdkhjf

Stærk lærlingestart på 2022

Der har været en stigning på næsten 20 pct. i antallet af indgåede uddannelsesaftaler på landets erhvervsuddannelser i årets første kvartal

Det gik kraftigt frem med antallet af nye lærlinge i årets første kvartal. Ifølge nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet steg tallet for indgåede uddannelsesaftaler således med hele 19,7 pct. i forhold til året før.

- Det er ekstremt positivt i en tid, hvor vi mere end nogensinde har brug for at tiltrække flere til erhvervsuddannelserne. Samtidig så viser det, at virksomhederne over en bred kam tager ansvar for at uddanne den næste generation af faglærte, siger Tina Voldby, underdirektør i Tekniq Arbejdsgiverne.

Langt færre i skolepraktik

Landets el- og vvs-installationsvirksomheder har haft dørene på vid gab for nye lærlinge i årets første tre måneder. Her har man på elektrikeruddannelsen set en vækst i antallet på 15 pct., mens væksten på vvs-energiuddannelsen er på 19,6 pct.

- Det skal endda ses i lyset af, at man på disse uddannelser kom fra et 2021 med rekordhøje lærlingetal. Så at man har kunnet fortsætte udviklingen i starten af 2022, det er ganske enkelt imponerende, siger Tina Voldby.

Samtidig kan vi se, at antallet af elever i skolepraktik falder over hele linjen – og det i en grad, så det i flere brancher kan være svært at skaffe lærlinge nok, uddyber hun.

Industri har vendt udviklingen

Tina Voldby peger også på den positive udvikling indenfor en række industriuddannelser med tilknytning til medlemsvirksomhederne. Eksempelvis er antallet af indgåede uddannelsesaftaler på smedeuddannelsen steget med 46,6 pct., på entreprenør- og landbrugsmekanikeruddannelsen med 13,1 pct. og på industriteknikeruddannelsen med hele 84 procent.

- Det glæder mig efter et 2021, hvor industriområdet havde svært ved at følge med udviklingen i eksempelvis installationsbranchen. Samtidig er det en understregning af den fremgang, man har oplevet i dansk erhvervsliv, siger Tina Voldby og understreger:

- Det er vigtigt, at vi nu fastholder indsatsen for at rekruttere flere kloge hænder og hoveder til erhvervsuddannelserne – trods den usikkerhed, vi kigger ind i netop nu, når det gælder dansk økonomi. For vi får brug for de faglærte – ikke mindst når det mange grønne ambitioner skal realiseres de kommende år.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11