23948sdkhjf

Fem gode råd: Få styr på de nye bogføringsregler, mester!

Intentionen med loven er bl.a. at gøre det sværere at udføre sort arbejde og at give myndighederne bedre indblik i virksomhedernes løbende indtægter og udgifter

Titusindevis af små virksomheder står i de kommende år over for at skulle skifte papir og pen ud med et digitalt bogføringssystem. Det sker i kølvandet på den nye bogføringslov, som Folketinget vedtog den 19. maj.

Direktør i regnskabsvirksomheden Billy, Alessandro Justesen Leoni, har været med i høringsprocessen.

Han forklarer, at intentionen med loven bl.a. er at gøre det sværere at udføre sort arbejde og at give myndighederne bedre indblik i virksomhedernes løbende indtægter og udgifter.

Alessandro Justesen Leoni har fem bud på de vigtigste ændringer:

1) Gælder loven for din virksomhed?

Samtlige danske selskaber - herunder ApS-virksomheder - samt alle virksomheder med en omsætning på mere end 300.000 kroner to år i træk skal fremover digitalisere bogholderiet og opbevare alle bilag digitalt ved hjælp af godkendte bogføringssystemer eller et såkaldt ERP-system. Det skal de fra 1. januar 2024. For personlige enkeltmandsvirksomheder gælder det dog først fra 2026.

2) Nogle systemer opfylder ikke længere kravene

Alle de online bogføringssystemer, der i forvejen kan opbevare bilag i skyen, kommer efter alt at dømme til at kunne opfylde kravene i tide. Modsat vil bogføringssystemer, som man har downloadet til sin egen computer, få meget svært ved at opfylde kravene i tide. Er du i tvivl, så spørg din leverandør om, hvilke planer de har om at blive registreret hos Erhvervsstyrelsen.

3) Loven kræver nye investeringer

Det er forskelligt alt efter udbyder og pakkeløsning, men du skal regne med omkring 1.800-3.000 kr. om året. Det kan være fornuftigt at starte med en gratis version allerede i dag, så du vænner dig til systemet. Men gratisversionerne på markedet tilbyder ikke opbevaring af bilag, som er et krav fra 2024, dog 2026 for enkeltmandsvirksomheder. Så når loven træder i kraft, skal du som minimum finde et abonnement, hvor du kan opbevare bilag via tjenesten.

4) Der skal redegøres for virksomhedens bogføring

Alle virksomheder, der i forvejen er årsregnskabs-pligtige – f.eks. alle ApS’er – skal forklare i årsberetningen, hvilke procedurer de har for at bogføre, hvor ofte de har tænkt sig at bogføre, hvordan de opbevarer bilag, og hvilke personer der er ansvarlige for at bogføre. Hvis du allerede bruger en bogholder, og har tænkt dig at fortsætte med det, så har du pligt til at sikre dig, at bogholderen bruger et regnskabssystem, der er godkendt af Erhvervsstyrelsen.

5) Fem års regnskabsdata skal opbevares i systemerne

Generelt skal alle virksomheder opbevare regnskabsdata fem år tilbage i tiden. Men du behøver ikke at taste dine gamle data ind i bogføringssystemerne, da loven kun gælder fremadrettet. Dine gamle regnskabsdata kan du opbevare, som du tidligere har gjort det. Fremover bliver det i følge loven regnskabsprogrammerne, der skal opbevare dine regnskabsdata fem år tilbage i tiden.

Læs også: Farvel til papir og regneark

Læs også: Nu bliver det et krav, at dit bogholderi er digitalt

Artiklen er en del af temaet MesterTips.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109