23948sdkhjf

Anne-Mette løber gerne fra arbejdet – med fuld opbakning

Anne-Mette Baarup er frivillig i den nordjyske 1-1-2 akuthjælperordning og til jobsamtalen hos Outrup Vinduer & Døre fortalte hun om ordningens præmisser og ønsket om fortsat at kunne løbe afsted

”Jeg ønsker at løbe i tide og utide” er ikke en sætning, man ofte hører til en jobsamtale. Ikke desto mindre var det, hvad Anne-Mette Baarup Kortegaard for nyligt fortalte, da hun var til jobsamtale hos Outrup Vinduer & Døre i Nykøbing Mors. Hun er nemlig en af de frivillige i den nordjyske 1-1-2 akuthjælperordning, der er en førstehjælpsordning udviklet af regionen, og til jobsamtalen fortalte hun om ordningens præmisser og ønsket om fortsat at kunne løbe afsted.

– Jeg havde skrevet i min jobansøgning, at jeg var akuthjælper, og det er selvfølgelig helt naturligt noget, man bliver spurgt ind til. Helt konkret betyder det, at jeg i gennemsnit en gang om ugen får en sms, hvor jeg frivilligt smider alt, jeg har i hænderne, for at køre til en akut patient, der har brug for hjælp, fortæller Anne-Mette Baarup Kortegaard, der nu er ansat som kunderådgiver hos Outrup Vinduer & Døre.

Hun understreger, at det er uforudsigeligt, hvornår alarmen lyder, og således kan der i nogle perioder komme mange beskeder i rap.

– Og da det er en frivillig ordning, hvor man ikke er forpligtet til at løbe hver gang, tilbød jeg at lade være, hvis jeg sad i et møde eller havde en vigtig telefonsnak med en kunde. Men her blev jeg mødt af stor opbakning og forståelse fra Outrups salgschef, Jan Kampman, og fik at vide, at jeg skulle løbe fra arbejdet, uanset hvad jeg sad med – om det var vigtigt eller ej. Det er jeg naturligvis rigtig glad for, da jeg ser en stor værdi i at kunne få lov til at gøre en forskel og hjælpe andre i situationer, hvor det virkelig gælder, fortæller Anne-Mette Baarup Kortegaard.

Akuthjælperne er frivillige, der er uddannet af Region Nordjylland i blandt andet hjerte-lunge-redning, måling af blodsukker, medicin til allergiske reaktioner samt anvendelse af førstehjælpsudstyr såsom iltapparat og hjertestarter. Derudover deltager de frivillige op til fire gange på årlige kurser, hvor deres kompetencer opretholdes, og hos Outrup Vinduer & Døre glæder man sig over, at den nyansatte kunderådgiver har valgt at bruge sine kræfter på den frivillige ordning.

– Det er enormt prisværdigt, at Anne-Mette er frivillig akuthjælper. Det gavner ikke kun den enkelte borger, der bliver ramt af en akut situation, men hele lokalsamfundet, fordi de frivillige er med til at skabe tryghed, fortæller Jan Kampman, salgschef, der fortsætter:

– Derfor var vi heller ikke et sekund i tvivl om, at Anne-Mette selvfølgelig skal køre afsted, når hun bliver tilkaldt. Det er et vigtigt job som frivillig, og det skal vi som arbejdsplads være fleksible overfor og støtte op omkring.

Redaktionen/tib

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078