23948sdkhjf

Arving overtager formandsposten i familiens milliardforetagende

Daell-familien, der står bag Harald Nyborg-koncernen, har skiftet ud på formandsposten.

Efter 39 år har den i dag 81-årige Kurt Daell overladt posten til sin ældste søn Erling Daell, mens han selv fortsætter som næstformand i bestyrelsen.

– Jeg er ydmyg, men også stolt over at overtage stafetten efter min far som bestyrelsesformand i Harald Nyborg A/S. Det er nogle store sko at skulle udfylde. Fremtiden bringer udfordringer, men bestemt også muligheder – og jeg glæder mig til at kaste mig over begge dele, lyder det fra den 51-årige arvtager, der selv har arbejdet sig op gennem koncernen.

I 1999 startede Erling Daell Harald Nyborg op i Sverige, og siden 2005 har han været administrerende direktør for Harald Nyborg i Sverige. I 2009 blev han derudover administrerende direktør for Jem & Fix i Sverige og har været ansvarlig for ekspansionen af godt 60 butikker i landet.

I forbindelse med hvervet som bestyrelsesformand i Harald Nyborg A/S stopper Erling Daell som direktør i de svenske selskaber, men indtræder i stedet i selskabernes bestyrelse som næstformand.

Fra 73 til 5000 ansatte

Harald Nyborg, der i sidste uge kunne præsentere et rekordregnskab med en omsætning på 7,5 mia. og et resultat på 749 mio. kr. før skat, har i en årrække været med til at forgylde Daell-familien.

Ifølge en opgørelse fra Økonomisk Ugebrev lå familien i fjor på en 14. plads på listen over landets rigeste, men det var langt fra en overskudsforretning, Kurt Daell overtog i 1983.

Da han købte Harald Nyborg, bestod foretagendet af en postordreforretning, to butikker og 73 medarbejdere. Årsresultatet var et minus på 11 mio. kr. I løbet af de seneste 39 år er koncernen, der nu også rummer Jem&Fix og Daells Bolighus, vokset til at udgøre godt 250 butikker og næsten 5000 medarbejdere fordelt over hele Skandinavien.

I 2019 satte Kurt Daell gang i generationsskiftet, da han overdrog majoritetsandelen til sønnerne Erling og Njal Daell, og nu er han altså klar til at tage endnu et skridt tilbage fra familiens milliardforretning.

– Jeg har tiltro til at mine sønner, med Erling som bestyrelsesformand for Harald Nyborg A/S, formår at tilpasse firmaet de udfordringer der måtte komme i fremtiden. Helt slipper jeg dog ikke tøjlerne, men ser frem til at min ældste søn Erling nu får en større rolle i koncernen via posten som bestyrelsesformand for Harald Nyborg A/S, siger Kurt Daell.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08