23948sdkhjf

Har drevet stenhuggeri i 225 år og begyndte på automatiseringen allerede i 1860’erne

E. Nielsens mekaniske stenhuggeri omfavner ny teknologi i verdens ældste håndværk og lader nu robotterne om det grove arbejde og koncentrerer sig om de finere detaljer

Det er de færreste virksomheder, der kan prale med at have overlevet alt fra slaget ved Dybbøl til 1. og 2. Verdenskrig. Men det kan E. Nielsens mekaniske stenhuggeri. Virksomheden har netop fejret 225 års jubilæum. Og det vel at mærke uden et navneskift undervejs.

Det var ellers lige før, at virksomheden havde fået et andet og i nogens øre mere nutidigt navn i slutningen af 1990’erne, fortæller Ole Grage, ejerleder og direktør i virksomheden.

- Jeg gik længe og grublede over, om vi skulle have et mere moderne navn. Men det er jo en del af virksomhedens DNA, som vi gerne vil være tro mod, siger han.

Ole Grage fortæller, at det ”mekaniske” i navnet har baggrund i at firmaets grundlægger Emil Nielsen efter at have fået syn for sagen på en messe i Belgien allerede i 1860’erne valgte at købe 2 dampmaskiner, som kunne bistå i stenhuggeriet. Indtil da var alt stenhuggeri sket med håndkraft.

Verdens ældste håndværk

Meget verdenshistorie og millioner af sten er blevet hugget sidenhen. Og i dag er E. Nielsens mekaniske stenhuggeri naturligt en anden virksomhed. Ønsket om at være på forkant med den teknologiske udvikling er dog uændret.

For få år siden valgte stenhuggeriet at købe en 8-akslet robot, der har fået navnet Roberta. Den bliver nu brugt til at alt det hårde arbejde, hvor sten skal formes i grove træk, så stenhuggerne kan hellige sig detaljerne.

- Robotten omfavner ny teknologi i verdens ældste håndværk, siger direktør Ole Grage og tilføjer:

- Her har vi et godt eksempel på, hvordan moderne teknologi og klassisk håndværk kan forenes på bedste vis. Robotten aflaster stenhuggerne, så de kan koncentrere sig fuldt og helt om den afgørende finish.

Samarbejder med BIG

E. Nielsens mekaniske stenhuggeri har i dag 14 medarbejdere i Danmark, samt et datterselskab ”Dansk Marble” i Carrara i Italien, hvor der er 10 ansatte. Ydermere har firmaet ejerskab i Bent Vangsøe Natursten som leverer udendørs belægninger og A/S Forenede Stenhuggerier.

Blandt de mange spændende opgaver, som E. Nielsens mekaniske stenhuggeri er i gang med er en opgave for advokathuset Accura, der har valgt at beklæde deres nye domicil i Nordhavn med hvid marmor og kalksten indendørs. Desuden har virksomheden stået for stenarbejdet i Jysk og Chr. Hansen hovedsæde, foruden flere samarbejder med den verdensberømte danske arkitektvirksomhed BIG.

- Vores kerneydelse er, at vi ved noget om sten. Vi kan fortælle, hvad de kan – og hvad den har af muligheder og begrænsninger, så arkitekter og bygherre møder materialet på materialets præmisser, siger direktør Ole Grage og tilføjer:

- Hver sten er unik og har sin egen dannelsesproces. Det er det, som gør vores fag så utrolig spændende. Det handler både om håndværk og materialekendskab.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.315