23948sdkhjf

Aftale: Strejkende på Femern-byggeri genoptager arbejdet

Op mod 500 tunnelbisser har strejket i protest mod forskellig løn til danske og polske medarbejdere. Nu er der indgået en aftale med arbejdsgiveren.

Efter fire dages strejke har et stort antal bygningsarbejdere pakket sammen på Rødby Havn, hvor de siden tirsdag 28. juni har blokeret adgangen til Danmarks største byggeplads.

Forhandlinger med hovedentreprenøren på Femern Bælt-forbindelsen, Femern Link Contractors (FLC), gav bygningsarbejderne et resultat, som fik dem til at love at genoptage arbejdet med det samme.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra FLC.

Femern Bælt-forbindelsen, den 18 kilometer lange sænketunnel mellem Danmark og Tyskland, er danmarkshistoriens største anlægsprojekt, og op mod 500 jord- og betonarbejdere har deltaget i den store strejke.

Omdrejningspunktet i storstrejken har været, at de polske ansatte i FLC ikke får den samme løn som de danske. Mens danskerne tjener omkring 185 kroner i timen, har polakkerne kun fået 145 kroner i timen.

Men nu ser det ud til at være slut med den store lønforskel.

Fagbladet 3F erfarer, at FLC i forhandlingerne med medarbejdernes tillidsrepræsentanter har givet sig på flere afgørende forhold.

Det vigtigste er, at der nedsættes et hurtigtarbejdende udvalg, som inden for 10 dage skal nå frem til en aftale, som resulterer i en mærkbar lønstigning til de polske ansatte.

Medarbejderne får også imødekommet deres krav om lønudbetalinger hver 14. dag, og endelig har FLC accepteret, at ingen af de medarbejdere, der har deltaget i den ulovlige strejke, må fyres.

Arbejdsnedlæggelsen har været i strid med overenskomsten, og i torsdags blev de strejkende af Arbejdsretten beordret tilbage i arbejde – dog uden held.

Strejken har også fået mange fagligt aktive til at tage turen til Rødby for at bakke op om de utilfredse tunnelbisser, og søndag kl. 10 er der indkaldt til en større happening, hvor medarbejderne i FLC sammen med lokale fagforeningsfolk vil fejre, at strejken er slut.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11