23948sdkhjf

Byggemarkedsbosser ser mod usikre tider – nu skærpes kampen om kagen

Efter et par år med kolossale omsætninger forventer ledelserne i de største byggecenterkæder, at fokus nu rettes på den indbyrdes konkurrence

Efter endnu et hæsblæsende pandemi-år indstiller topcheferne i landets største byggecenterkæder sig nu på, at kampen om markedet skærpes. Fra direktørstolene manes der dog til besindighed, når snakken falder på forestående recession og krisetid, og det er ikke planer om at grave sig ned, der i øjeblikket lægges på hjørnekontorerne.

- Vi skal huske på, hvor begunstiget vi har været - ikke kun af de sidste to år, der selvfølgelig har givet ekstra flødeskum, men markedet har generelt været gunstigt i en periode, og på et eller andet tidspunkt skal det sætte sig igen, lyder det fra Henrik Clausen, adm. direktør hos familieejede Davidsen.

Differentieret afdæmpning

Trælastkæden med de sønderjyske rødder har over de to seneste regnskabsår føjet en milliard til den toplinje, der i 2021 endte på 3,85 mia., ikke mindst takket være 2019-opkøbet af Optimera, der viste sig overordentlig veltimet med coronaens byggevareboom. Et boom, man hos Davidsen oplever fortsat at befinde sig i.

- Det er klart, at der er sket meget siden årsskiftet, især da krigen går i gang og igen skaber noget usikkerhed og i sidste ende nogle samfundsøkonomiske forhold, som vi nu skal forholde os til med kraftig inflation og stigende renter, og den usikkerhed, det så bringer med sig – men vi har faktisk ikke mærket det på afsætningen endnu, fortæller Henrik Clausen.

Hos Bauhaus, der modsat Davidsen henter langt hovedparten af omsætningen på de private kunder, oplever man en anden tilbageholden.

- De første tre måneder af året var mere positive end budgetteret, mens de seneste tre måneder har været mere normale, og nu kan vi godt se en opbremsning i antallet af besøgende, fortæller Mads Jørgensen, adm. direktør i Bauhaus Danmark.

De første tre måneder af året var mere positive end budgetteret, mens de seneste tre måneder har været mere normale, og nu kan vi godt se en opbremsning i antallet af besøgende Mads Jørgensen, adm. direktør i Bauhaus Danmark

Troels Vibholm, finansdirektør hos Stark Danmark, genkender billedet af et differentieret aktivitetsniveau.

- Det er gået stærkt i alle segmenter men på forskellige tidspunkter. Den her “home nesting-effekt" viste sig nærmest øjeblikkeligt hos de private kunder, som i starten af 2021 fyldte meget. Relativt hurtigt kom de små og mellemstore håndværkere med, mens coronaen i første omgang betød et lille gab i de store projekter, der dog også siden kom op i fart, fortæller Troels Vibholm.

- De seneste seks til ni måneder har vi kunnet se, at den private forbruger har fyldt lidt mindre, mens den grundlæggende høje aktivitet for de professionelle er fortsat ind i 2022 og de store projekter i særdeleshed fylder stadig meget, lyder det videre.

Farvel til flødeskummet

Også hos Bygma er adm. direktør Klaus Hadsbjerg ved at indstille sig på et marked i lavere fart.

- Situationen er den, at vi forventer en lavere aktivitet i andet halvår - tiltagende hen mod slutningen af året. Stigende priser, højere renter, inflation, fald på aktiemarkederne etc. gør alt sammen, at der vil komme en lidt lavere aktivitet, opsummerer direktøren for Bygmas danske forretning.

Den vurdering bakkes op af Troels Vibholm.

- Vi forventer et andet halvår på et lavere aktivitetsniveau, end de seneste to har været – vi har stadig en fin pipeline på projekter, og lige nu ser vi ikke ind i en stor nedgang men en mere løbende afmatning, siger Stark-direktøren.

Ingen af byggecenterbosserne forventer, at året ender med resultater tilbage på 2019-niveau, men på direktionskontoret hos Bauhaus har Mads Jørgensen i øjeblikket svært ved at tyde de umiddelbare fremtidsudsigter.

- Jeg kan ikke mindes, at vi tidligere har kigget på noget så usikkert – bliver det 5, 10 eller 25 pct vi mangler resten af året? lyder spørgsmålet, og ifølge Mads Jørgensen bliver svaret ganske afgørende.

- Hvis toplinjen lander lidt under sidste år, så kan vi styre resultatet på plads, men ryger der mere, kommer det også til at koste på bunden, vurderer han.

Hos Bygma forventer man fortsat de omtrent 10 pct. toplinjevækst, der blev spået i forårets årsrapport, samt et resultat før skat i niveauet 10-20 pct. under 2021.

- Den udmelding er ikke det halve forkert, siger Klaus Hadsbjerg nu men slår samtidig en tyk streg under, at meget kan ændre sig.

Hos Davidsen er forventningen, at året byder på ”marginal vækst”, men her understreger Henrik Clausen, at væksten i højere grad vil komme fra prisstigninger end volumen. Og de prisstigninger, der efter Ruslands invasion af Ukraine er eskaleret yderligere, kan være med til at sætte indtjeningen under pres på tværs af branchen.

- Synes man, at prisstigninger og reguleringer har været svære at følge med i det sidste år, så er det nu blevet helt vanvittigt, og der er situationer, hvor vi bliver i tvivl om, hvorvidt der er belæg for så voldsomme stigninger, fortæller Henrik Clausen, der bakkes op af Mads Jørgensen.

- Jeg har været hele mit liv i branchen, og har aldrig oplevet noget lignende. Både omfanget og de procentstigninger, vi bliver præsenteret for, er helt vanvittigt, og nogle stigninger har været så ekstreme, at man kan frygte, at situationen nogle steder i kæden bliver udnyttet, lyder det fra Bauhaus-direktøren.

Klar til kamp om kagen

Der er altså nok at bekymre sig om for landets byggecenterchefer, der ikke desto mindre foretrækker at lade være.

- Jeg tror, at det er vigtigt, man ikke taler det her for meget op til en krise. Det fylder meget i medierne lige nu, og herfra hvor vi sidder, kan vi godt se, at tingene bliver sværere, men vi ser ikke det helt sorte billede, hvor alt stopper op, fastslår Henrik Clausen.

Hos Stark understreger Troels Vibholm, at det som i showbizz går op og ned i byggeland.

- Det ligger lidt i branchens natur at tilpasse sig konjunkturerne og markedssituationen – byggebranchen er meget volatil, og det er hverken første eller sidste gang, det kører op eller ned, siger finansdirektøren.

Ingen er imidlertid klar til at give afkald på ambitionerne om fortsat vækst, og derfor indstiller man sig i stedet på kamp om den kage, der altså forventes at blive mindre.

- I et nedadgående marked vil konsolideringen måske tage yderligere fart, lyder det fra Henrik Clausen, der selv melder klar til opkøb, skulle ”det rigtige” vise sig.

Også Stark og Bygma melder sig i koret af opkøbsparate, og hos Bauhaus speedes der op for de meget konkrete ekspansionsplaner.

- Der er plads til 30 Bauhaus-varehuse i Danmark, og dem skal vi have hurtigst muligt, fastslår Mads Jørgensen, der for nyligt kunne føje nummer 19 til porteføljen.

Han peger på, at det med varehuse i 10.000 kvm-klassen er en længere proces, men målet er, at Bauhaus inden for fem år skal være en håndfuld danske butikker større.

- Det er vigtigt, for jeg tror ikke, at markedet, vi er i, vokser. Enten stabiliserer det sig, eller også falder det lidt, og vi skal have en vis volumen for at holde indtjeningen – skal den øges, skal volumen også, og det bliver svært i de eksisterende enheder, fortæller Mads Jørgensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.44