23948sdkhjf

Spånpladeproducent under anklage om forurening

I årevis har spånpladefabrikken Kronospan skyllet forurenet spildevand ud i naturen ved Pindstrup på Djursland.

Udledningen er nu stoppet, men tilbage i naturen gemmer sig en række potentielt giftige tungmetaller.

Det skriver TV2 Østjylland, der har fået aktindsigt i en række spildevandsprøver fra årene 2017-2019.

– Sådan skal danske vandløb ikke være. Det var noget man så i 50’erne, før man begyndte at lave spildevandsrensning, siger Martin Mørk Larsen, seniorforsker ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, til tv-stationen.

Han hæfter sig blandt andet ved mængden af kobber, som i de flere år gamle prøver flere gange langt overskrider grænseværdierne.

Jorden aldrig undersøgt

Hvor vandløbet altså er blevet undersøgt ad flere omgange, forholder det sig ifølge TV2 Østjylland anderledes med jordbunden i området. Den er angiveligt aldrig blevet undersøgt af hverken kommune eller Miljøstyrelsen, hvorfor tv-stationen har foretaget sine egne undersøgelser.

Disse undersøgelser viser ifølge TV2 Østjylland, at der i området er forhøjede niveauer af kobber og zink i den prøve, der er taget tættest på fabrikken.

– Koncentrationen af eksempelvis zink er 10 gange højere i den ene prøve sammenlignet med den anden, og det kan bestemt skyldes udledning fra fabrikken, forklarer Martin Mørk Larsen.

Dog er niveauerne ikke akut bekymrende.

– Det er ikke sådan, at sedimentet lige her er voldsomt forurenet, siger professor MSO Henrik Rasmus Andersen fra Institut for Miljø og Ressourceteknologi ved DTU.

Virksomheden Kronospan har ikke ønsket at stille op til interview med tv-stationen, men direktør Sten Lassen har i en mail til TV2 Østjylland skrevet følgende:

– På baggrund af vores samarbejde med Miljøstyrelsen og vores egne ambitioner for området har vi i de senere år investeret et trecifret millionbeløb i forbedringer.

Forureningen stoppet 

Miljøstyrelsen overtog kontrollen af virksomhedens miljøpåvirkning 1. juli 2017. Indtil da var det Syddjurs Kommunes ansvar.

Da de fik ansvaret, vurderede Miljøstyrelsen hurtigt, at forureningen ikke kunne fortsætte.

Selvom fabrikken var i gang med at få behandlet en ansøgning om rensning af spildevandet, blev løsningen, at udledningen helt skulle stoppes.

– Der var store koncentrationer af stoffer i spildevandsprøverne, væsentlige overskridelser og hyppige overskridelser af de krav, virksomheden har, siger kontorchef ved Miljøstyrelsen, Morten Rickers Østergaard.

Blandt andet overtrådte virksomheden i 2019 konsekvent grænseværdierne for stoffet formaldehyd, der kan bruges til at desinficere og undgå råd i trævarer.

I en måling i Pindstrup Bæk samme år nåede indholdet 90 gange over grænseværdien for, hvad der må være i et vandmiljø.

TV2 Østjylland

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.766