23948sdkhjf

Her har der været en Rasmussen (Carl, Cai og Gorm) for enden af bordet i 90 år

Meget er sket hos Carl Ras, der fra at være en lille værktøjsgrossist med en isenkræmmerbutik på Nørrebrogade i dag består af 22 engroscentre med mere end 400 medarbejdere

Ofte formår familieejede virksomheder formår at skabe noget helt specielt når det handler om medarbejderloyalitet og tilgangen til kunderne.

Sådan er det i udpræget grad også hos Carl Ras, som tilmed også nu i 90 år har holdt fast i familiære rødder og værdier.

Og netop fokus på fremtiden med rødder i fortiden er tilgangen hos Carl Ras, der er markedsspecialist inden for engrossalg af værktøj og beslag.

- Vi har altid haft fokus på at hjælpe hinanden og sammen gå en ekstra mil for kunden. Da jeg var direktør, hjalp jeg for eksempel også til med at ekspedere i den gamle butik i Brønshøj, hvis jeg kunne se, at der stod en kunde og ventede, ligesom jeg gik ned på lageret og hjalp til med at pakke ordrer, hvis det kneb med tiden, fortæller anden generation i Carl Ras, Cai Rasmussen, der i dag er en del af virksomhedens bestyrelse.

For Gorm Rasmussen, der er tredje generationsejerleder i Carl Ras, er det ligeledes kutyme at komme rundt til alle i Carl Ras for at snakke med både nye og gamle medarbejdere og fornemme stemningen og det store engagement, som fortsat hersker i virksomheden.

Og når Cai Rasmussen indimellem lægger sin vej forbi, møder han tidligt ind, så han kan nå rundt og hilse på alle. Et par gange om året besøger de sammen alle Carl Ras’ engroscentre i landet, hvilket altid har været en vigtig prioritet for dem at gøre sammen – også selvom Covid-19 i en periode satte en stopper for det.

- Som familieejet virksomhed har det altid været vigtigt for os at skabe et stærkt fællesskab med plads til alle på tværs af organisationen, hvor vi kender hinanden og har det godt sammen. Det er vores menneskesyn og en forpligtelse, vi har taget på os, fortæller Gorm Rasmussen.

- Det er medarbejderne, der skaber succesen for kunderne og dem, der er vores vigtigste konkurrenceparameter i markedet. Så hvis de har det godt og er glade på arbejdet, har de det bedste fundament for at være imødekommende og yde god service og rådgivning over for kunderne, understreger han.

Tre generationer med hver sit virksomhedssyn

Selvom Carl Ras har skabt og fastholdt nogle grundlæggende principper og værdier på arbejdspladsen, er den familieejede virksomhed også blevet båret fremad af tre forskellige ejerledere i familien, som – i takt med tiden – har haft hvert deres måde at drive virksomhed på.

Da Carl Rasmussen grundlagde virksomheden i 1932, var det med livrem og seler på. Selvom han af kunder og bekendte gik under navnet ”sømkongen”, var han ifølge sønnen, Cai Rasmussen, en beskeden mand, der ønskede at holde forretningen stabil:

- 2. verdenskrig medførte varemangel, så han var særligt opmærksom på at have råd til materialer til de kunder, han ønskede at satse på, hvilket primært var den daglige håndværker frem for de store firmaer. Han solgte efter mund til mund-metoden, som han mente var den sikreste markedsføring, fortæller Cai Rasmussen om sin far og tilføjer:

- Han var meget velovervejet og tog ingen chancer, så derfor gik forandringen stille fremad.

Cai Rasmussen er selv uddannet isenkræmmer og tog også en treårig uddannelse på en købmandsskole. Men han kom også til firmaet med en entreprenant tilgang og et ønske om at udvikle forretningen til noget større:

- Jeg besøgte flere af de store kunder med håbet om at skaffe større ordrer til Carl Ras. Min far var meget nervøs, når vi afventede en stor check fra en kunde, og han holdt selv igen med at forsøge sig med større ordrer. Men den nye tilgang betød, at vi blev langt mere synlige som værktøjsspecialist i markedet. Pludselig kunne jeg bestille 13 rundsave i stedet for en enkelt, for de 10 af dem var allerede solgt til store kunder, fortæller han.

Fokus på ledelse og organisering

Cai Rasmussens tid som direktør i Carl Ras medførte blandt andet, at virksomheden vækstede fra to til fire engroscentre i hovedstadsområdet og et hovedkontor med centrallager i Herlev samt en udvidelse med yderligere fire engroscentre i Jylland og på Fyn.

Kort inden min far døde, sagde han til mig, at han måtte jo indrømme, at det var gået meget godt for Carl Ras. Der er ingen tvivl om, at han havde været utrolig stolt, hvis han kunne se, hvor det lille firma, han grundlagde for 90 år siden, er endt i dag. Det havde han aldrig turde drømme om. Cai Rasmussen

Det virkede naturligt at få sønnen Gorm Rasmussen etableret i virksomheden, da han som 20-årig var i gang med sin uddannelse i Business Administration. Men ligesom sin egen far, havde han også andre interesser for Carl Ras som virksomhed:

- Jeg syntes min far var dygtig til sin faglighed, og han styrede sine medarbejdere med en rimelig og fast hånd. Jeg havde hverken den samme baggrund som isenkræmmer eller faglige finesse for at ekspedere kunder og pakke ordrer. Så jeg havde svært ved at se mig selv i det setup, fortæller Gorm Rasmussen om sin indtræden i virksomheden.

Det førte til, at han efter to år stoppede i Carl Ras og gav sin far den udmelding, at han ikke skulle forvente at se ham igen i firmaet. Men i takt med, at virksomheden vækstede mere og mere, opstod en større interesse for Carl Ras som organisation:

- Jeg bemærkede, at organiseringen ikke voksede i samme takt, som virksomheden vækstede, og min far fik som direktør og leder for alle medarbejdere ikke den hjælp, han burde, da han sad alene med alt lederansvaret for alle medarbejderne, fortæller Gorm Rasmussen.

- Den gang var det fagligheden og flittigheden, der var de drivende kræfter og kriteriet for at blive leder, men dem der var ledere, var ikke nødvendigvis nogen, der havde interesse i at udvikle andre mennesker, forklarer Gorm Rasmussen.

Tid til forandring - igen

Efter et par år vendte Gorm Rasmussen tilbage til Carl Ras, og i 2008 overtog han så posten som direktør i et ligeværdigt team med Jan Holte Teller, der havde solid erfaring med ledelse fra andre virksomheder.

Med en ny generation ved roret var det igen tid til forandring. Sammen ønskede de at skabe en ny retning, som involverede alle led i organisationen:

- Ledelsesudvikling, personaleudvikling og medarbejdertrivsel blev en fast del af strategien i vores forretning, og ledelsen blev accelereret ud i alle afdelinger i Carl Ras, fortæller Gorm Rasmussen.

Selvom det indbefattede en ny måde at drive virksomhed på, mener Cai Rasmussen i dag, at det var den rigtige beslutning:

- Generationsskiftet blev gjort på det helt rigtige tidspunkt, og jeg er stolt af at se, hvad Gorm har fået skabt som ejerleder for Carl Ras de sidste 15 år. Og så er jeg jo heldig, at jeg stadig kan følge lidt med på sidelinjen.

Fælles ambitioner

Gorm Rasmussen og Cai Rasmussen er begge stolte over Carl Ras’ rødder i fortiden, men lægger samtidig ikke skjul på, at de kigger fremad med fælles ambitioner for virksomheden:

- Vi ønsker at opretholde vores stærke virksomhedskultur og arbejder målrettet på at styrke vores position som specialist i en branche, der er under kraftig forandring, siger Gorm Rasmussen.

- Derfor udvikler vi løbende på digitale løsninger samt leverings- og salgskoncepter, som giver håndværkerne bedre og hurtigere adgang til vores dybe og brede sortiment. Samtidig er det fortsat vigtigt for os at holde fast i de fysiske relationer og den nærmeste kundeservice, fremhæver Gorm Rasmussen.

90 års tidslinje 

1932: Carl Rasmussen grundlægger ’Carl Rasmussen Værktøj & Beslag’ med første butik på Nørrebrogade

1966: Cai Rasmussen, anden generation og søn af Carl Rasmussen, indtræder i virksomheden

1985: Cai Rasmussen bliver direktør for virksomheden

2004: Gorm Rasmussen, tredje generation og søn af Cai Rasmussen, indtræder i virksomheden

2007: Virksomheden skifter navn til Carl Ras

2008/09: Gorm Rasmussen overtager posten som administrerende direktør i Carl Ras. Sammen med direktør Jan Holte Teller overtager han ledelsen.

2022: Great Place To Work kårer Carl Ras til Danmarks 2. bedste mellemstore arbejdsplads, og Carl Ras vinder specialprisen: ”Danmarks Bedste Arbejdsplads til Inklusion".

2022: Carl Ras fylder 90 år

Artiklen er en del af temaet Nyt fra byggecentrene.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094