23948sdkhjf

Thomas skulle finde næste generation - nu er han selv direktør i træ-virksomhed

I 40 år har Niels Christensen stået ved roret i Thy-virksomheden Hedegaard Nordic A/S, der sælger træ og byggematerialer i Danmark og Norden.

Sammen med medejer Peter Homan har Niels Christensen i flere år været på udkig efter nye kræfter til at overtage den mere end 150 år gamle træ-virksomhed, der har til huse i det gamle savværk i Vandet. Det er nu lykkes.

Den nye ejerkreds af Hedegaard Nordic A/S består af Thy Erhvervsinvests tidligere direktør Thomas Sandal Hansen, der fremover vil drive virksomheden som direktør, investeringsfonden Thy Erhversinvest og Niels Christensen selv, der endnu ikke helt slipper taget i virksomheden.

- Det har været magtpåliggende for mig at finde en aftager, som, jeg var helt sikker på, ville være i stand til at drive virksomheden videre i mange år fremover – dels for virksomhedens skyld, men ikke mindst for de medarbejdere, vi har, som har været med til at bygge virksomheden op til det, den er i dag. Jeg er helt sikker på, at Thomas er manden, der kan klare det, siger den nu forhenværende direktør Niels Christensen og fortsætter:

- Efter mange år, hvor vi ikke er lykkes med at finde en aftager på egen hånd, tog vi kontakt til Thy Erhvervsinvest. Vi har derefter, over en periode, i fællesskab forsøgt at finde en køber og haft et rigtig godt samarbejde omkring det. At det så ender ud i, at Thomas bliver så bidt af det, at han selv har lyst til at købe sig ind, det er jo en lykkelig ting - både for ham og for os.

Thy Erhvervsinvest er en lokal investeringsfond, der er sat i verden for at understøtte lokale virksomheder med viden og kapital for eksempel i forbindelse med generationsskifte, hvor en virksomhed skal overleveres til næste generation.

- Denne case er et klassisk eksempel på, hvordan Thy Erhvervsinvest går ind og hjælper med både viden og kapital for at gøre et generationsskifte muligt. Uden velvillighed fra sælger og kapital fra en ekstern som Thy Erhvervsinvest, er den her slags virksomheder meget svære at generationsskifte, fordi det er for stor en mundfuld for de fleste enkeltpersoner alene, siger Thomas Sandal Hansen, der tilføjer, at det dog ved denne case er et tvist, at det er ham selv, der har valgt at købe sig ind i virksomheden.

Glidende generationsskifte

Selvom Niels Christensen har nået en alder, hvor de fleste for længst er blevet pensioneret, er det planen, at han skal hjælpe Thomas Sandal Hansen godt i gang i den nye rolle som direktør.

- Jeg glæder mig utrolig meget til at stå i spidsen for Hedegaard Nordic A/S. Niels fortsætter i en periode på op til 3 år, både som medejer og mentor for mig. Det er en super god løsning, som jeg forventer mig meget af.

Den nye ejerkonstruktion i Hedegaard Nordic A/S trådte i kraft 1. juli og betyder samtidig også, at Thomas Sandal Hansen fratræder som direktør ved Thy Erhvervsinvest, og at der derved skal findes en ny.

- I bestyrelsen i Thy Erhvervsinvest er vi glade for, at det endnu engang er lykkedes at lave et af de svære generationsskifter hos en lokal virksomhed. At det så gik ud over vores egen direktør, bekræfter blot den rolle og det engagement, vi har for erhvervslivet i Thy. Vi bruger den bedste, vi har – og derfor skal vi nu finde en ny direktør til Thy Erhvervsinvest, siger Fransois Grimal, der er bestyrelsesformand hos Thy Erhvervsinvest.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094