23948sdkhjf

Murerfirma på randen af konkurs da bank lukkede erhvervskontoen - sådan er det gået

Det lykkedes, efter hård kamp, murerfirmaet Reinholdt Byg ApS at få en erhvervskonto - men der har været rigtig mange bump på vejen

For Signe Kjær Stenby har de seneste fire-fem måneder været helt anderledes end alle andre måneder i hendes 37-årige liv. Hun har siden april måned kæmpet indædt for at redde murerfirmaet Reinholdt Byg ApS, hvor hun er ejer og adm. direktør. Og det til trods for, at virksomheden viser gode takter både på top- og bundlinje. Der er masser af opgaver i ordrebogen og virksomheden har gennem det sidste halvandet år gnavet godt og grundigt af på en negativ egenkapital.

Problemerne kom væltende fra en helt uventet kant, nemlig fra murerfirmaets daværende bankforbindelse gennem flere år, Jyske Bank.

- Banken forlangte pludselig, at Reinholdt Byg ApS’ regnskab fremover skulle godkendes af en registreret eller statsautoriseret revisor samt, at årsrapporten fremover skulle udarbejdes efter princippet for ”udvidet gennemgang”, forklarer Signe Kjær Stenby og tilføjer, at banken samtidig gjorde det klart, at hvis hun ikke opfyldte kravene, så ville banken stoppe kunderelationen.

- Jeg er rasende fordi især mange politikere altid fortæller, at det skal være let at drive virksomhed. Det hænger slet ikke sammen med, at bankerne uden videre kan nægte en virksomhed at oprette en erhvervskonto og dermed faktisk er med til, at nye virksomheder ikke kommer i gang eller at etablerede virksomheder må dreje nøglen. Adm. direktør og ejer, murerfirmaet Reinholdt Byg Aps

Og sådan blev det. Reinholdt Byg ApS stod uden en erhvervskonto – og da det er lovpligtigt for et ApS at have en sådan konto, så har virksomheden tæt på at måtte dreje nøglen.

Det viste sig nemlig samtidig umuligt at få en erhvervskonto i andre banker – begrundelsen har primært været virksomhedens negative egenkapital, men også fordi Reinholdt Byg ApS ikke umiddelbart har villet indgå andre engagementer med bankerne, som f.eks. en kassekredit eller lån.

Er stadig rasende

Når det, mod alle odds, lykkedes at redde virksomheden, så skyldes det ikke mindst den fightervilje, som Signe har lagt for dagen.

- Jeg har været forundret, frustreret, skuffet, desperat og rasende. Og der har være mange søvnløse nætter, hvor tankerne har kværnet, fortæller Signe til Mester Tidende, som har sat hende stævne i murerfirmaets kontor og lager på Amager Landevej.

Ved bordet sidder også Signes revisor Lennart Persson, LP Revision og chefkonsulent Kasper Munk Rasmussen fra SMVdanmark.

Sådan fik Reinholdt Byg en ny erhvervskonto

- Det har været en meget hård kamp. Og jeg må indrømme, at jeg har været ved at give op. Men, nu er det lykkedes igen at få en erhvervskonto, siger Signe Kjær Stenby, Reinholdt Byg ApS

Efter forgæves at have forsøgt i mange banker herhjemme gik forespørgslen til England og den digitale bank Revolut, hvor det faktisk er muligt for danske virksomheder at oprette en erhvervskonto. Desværre spiller den danske Nemkonto ikke sammen med den engelske bank.

Signes revisor, Lennart Persson, LP Revision, fik derfor skruet en løsning sammen, hvor han i en periode stod for ind- og udbetalinger for Reinholdt Byg ApS.

I mellemtiden arbejdede både Signe og chefkonsulent Kasper Munk Rasmussen fra SMVdanmak ihærdigt på at finde en bank, som ville oprette en erhvervskonto. Og det lykkedes. Nu har Reinholdt Byg ApS erhvervskonto i Andelskassen.

- Både Lennart og Kasper har en stor del af æren for, at det er lykkedes at holde virksomheden kørende. Deres hjælp og støtte har betydet rigtig meget. Og jeg er dem meget taknemmelig. Men, jeg er stadig rasende, understreger Signe.

- Jeg er rasende fordi især mange politikere altid fortæller, at det skal være let at drive virksomhed. Det hænger slet ikke sammen med, at bankerne uden videre kan nægte en virksomhed at oprette en erhvervskonto og dermed faktisk er med til, at nye virksomheder ikke kommer i gang eller at etablerede virksomheder må dreje nøglen. Hverken politikerne eller bankerne anerkender tilsyneladende, at det er virksomhederne, som skaber beskæftigelsen og dermed grundlaget for vores velfærdssamfund, fremhæver Signe.

- Jeg er også rasende, fordi vores daværende bankforbindelse, Jyske Bank, efter mange års samarbejde, bare trækker stikket og lader os sejle vores egen sø. Samtidig er jeg chokeret over, at de mange banker, som jeg efterfølgende har kontaktet for at få en ny erhvervskonto, nærmest helt åbenlyst har afslået, men ikke skriftligt, fordi jeg ikke har ønsket andre engagementer end en erhvervskonto. Dermed er jeg for banken en kunde, som man ikke kan tjene nok penge på og derfor uinteressant, mener Signe.

Lille virksomhed med fuld transparens

Både Signes revisor Lennart Persson og Kasper Munk Rasmussen fra SMVdanmark medgiver, at det i mistænkelig grad ser ud til, at nogle banker tilsyneladende fravælger at indgå aftaler med virksomheder, som de ikke tjener tilstrækkeligt med penge på.

Lennart Persson forklarer, at hverken han eller Signe kunne se noget som helst fornuftigt i at følge bankens krav og bruge penge på at lade en registreret eller statsautoriseret revisor gennemgå virksomhedens regnskaber. Det kan nemlig godt være en bekostelig affære og en forholdsvis stor udgiftspost for i en lille virksomhed. Og kravet skulle i givet fald opfyldes i alle årene fremover.

- Jyske Bank henviste til, at de stillede kravet af hensyn til bl.a. hvidvaskningsloven. Og det virker ærligt talt ude af proportion. Reinholdt Byg Aps er en lille virksomhed med tre medarbejdere og en omsætning på et par millioner kroner. Alle virksomhedens transaktioner er fuldstændig transparente og der er ingen handel med udlandet. Så, at banken bruger hvidvaskningsloven som anledning til at stoppe engagementet med Reinholdt Byg hører ingen steder hjemme, siger Lennart Persson.

Kræver reglerne ændret

Ifølge chefkonsulent Kasper Munk Rasmussen, så er det er bankernes pligt at overvåge kunderne i forhold til hvidvaskningsloven, men det ligger til gengæld ikke i loven, at bankerne har pligt til at bede en virksomhedskunde om, at regnskabet skal godkendes af en registreret eller statsautoriseret revisor og at årsrapporten skal udarbejdes efter princippet for ”udvidet gennemgang”.

Læs også: Hver tiende har haft problemer med at få en erhvervskonto

- Det er en mulighed, som nogle banker selv beslutter at bruge for at sikre sig mod, at der foregår hvidvaskningsaktiviteter bandt kunderne. Til gengæld kan bankerne godt afvise at oprette en erhvervskonto for en virksomhedskunde. Og banken behøver end ikke at give en skriftlig begrundelse. Og virksomhedskunderne kan ikke klage over afgørelsen.

Det kæmper vi i SMVdanmark hårdt på at få ændret. Det er jo ødelæggende for iværksætteriet og de små og mellemstore virksomheders muligheder for at drive forretning, siger Kasper Munk Rasmussen.

- Vi betragter bankernes ydelser som kritisk infrastruktur for især små og mellemstore virksomheder. Derfor burde bankerne i udgangspunktet tilbyde en erhvervskonto på rimelige vilkår og inden for en rimelig tidsfrist.

Det har privatkunder jo krav på i dag, og vores oplevelse er, at det fungerer uproblematisk. Bankerne skal selvfølgelig fortsat afvise kunder, hvor der er begrundet mistanke om hvidvask eller andre ulovlige forhold, siger Kasper Munk Rasmussen og tilføjer, at det også burde være sådan, at bankerne skal give en skriftlig begrundelse på en afvisning og at afvisningen efterfølgende skal kunne vurderes i et ankenævn.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125