23948sdkhjf

Minkfarme skal nedrives for milliarder - nu kan du få del i opgaverne, mester!

Rammeaftalerne anslås at have en samlet værdi på 2,5 mia. kroner

To rammeaftaler på nedrivning af minkfarme er i udbud nu. 

Bag står Bygningsstyrelsen, der i forlængelse af den brede politiske aftale fra januar 2021 om erstatning til minkavlere og følgeerhverv berørt af Covid-19 har fået ansvaret for nedrivningen. 

Rammeaftalerne dækker henholdsvis minkerhvervets produktionsanlæg øst og vest for Lillebælt og løber over to år med mulighed for yderligere to gange et års forlængelse. 

Den anslåede værdi er henholdsvis 250 mio. kr. og 2,25 mia. kr. 

Opgaverne i de to rammeaftaler omfatter ifølge udbudsbekendtgørelserne blandt andet miljøsanering af forurenede bygningsdele, nedrivning af samtlige bygninger, fundamenter, tanke, installationer, belægninger etc.

Dertil kommer jordhåndtering i form af bortskaffelse af forurenet jord, opfyldning af huller og planering af område samt bortskaffelse af ikke-afviklet løsøre. 

Minkfarmene skal afleveres fri for affald og nedrivningsmaterialer både over og under jorden, lyder det videre. 

Udbud med forhandling

Der er tale om udbud med forhandling med forudgående prækvalifikation i begge tilfælde.

- Der prækvalificeres ni aktører på rammeaftale Vest og fem aktører på rammeaftale Øst, da der skal indgås aftale med henholdsvis seks entreprenører til vest og tre entreprenører i øst, oplyser Bygningsstyrelsen i et skriftligt svar til Mester Tidendes søsterblad,  Licitationen - Byggeriets Dagblad. 

Det har ikke været muligt med interview.

Er interessen større end det antal, der ønskes prækvalificeret, vil Bygningsstyrelsen i udvælgelsen blandt andet vægte erfaring med udførelse af arbejder i hovedentreprise, erfaring med lignende opgaver samt erfaring med gentagende samarbejder.

Og forventningen er, at der vil være interesse for udbuddet, oplyser Bygningsstyrelsen. 

Antal minkfarme kendes ikke

Frist for ansøgning om deltagelse er 25. Oktober.

- Vi forventer at kunne meddele prækvalifikation medio november 2022, oplyser Bygningsstyrelsen og fortsætter, at vinderne efter planen er på plads i april 2023. 

Forventningen er, at arbejdet går i gang i 2023, lyder det videre. 

Hvor mange minkfarme er en del af de to rammeaftaler?

- Det præcise antal minkfarme, der skal nedrives under de to rammeaftaler, kendes endnu ikke, skriver Bygningsstyrelsen. 

Det præcise antal minkfarme, der skal nedrives under de to rammeaftaler, kendes endnu ikke Bygningsstyrelsen i et skriftligt svar til Licitationen - Byggeriets Dagblad

I et skriftligt svar til transportudvalget beskrev transportminister Trine Bramsen (S) i sidste uge, at den skønnede anlægsbevilling i 2023 til nedrivning af minkerhvervets produktionsanlæg på 518 mio. kr. er baseret på, at der i 2023 "nedrives 175 minkfarme, at der foretages myndighedsbehandling på 175 minkfarme, og at der gennemføres miljøundersøgelser på 250 minkfarme". 

Desuden beskrev ministeren, at forventningen er, at der er kapacitet i markedet til at håndtere opgaven.

Nedrivningssektionen hos DI er tidligere blevet bedt om et estimat på, hvor mange minkfarme, der skal rives ned.

- Vi snakker om cirka 1000 farme, men de er i forskellige størrelser, sagde Thomas Kingo Karlsen i egenskab af formand i Nedrivningssektionen i januar. 

Da den politiske aftale blev indgået i januar 2021 lød skønnet, at udgifterne til nedrivningerne ville beløbe sig til mellem 1,5 mia. kr. og 2,7 mia. kr.

Tidligere i år kom det så frem, at den forventede regning var øget til omkring 3,7 mia. kr.

Licitationen har spurgt Bygningsstyrelsen, hvordan det hænger sammen med den anslåede værdi på de 2,5 mia. kr. i de to udbudte rammeaftaler. 

- De 2,5 mia. kr. er den forventede volumen af den ydelse rammeaftalen dækker og i den fireårige periode, lyder svaret her.

Foruden de to rammeaftaler på nedrivningerne har Bygningsstyrelsen forud udbudt en rammeaftale om miljørådgivning. Den samlede værdi her er ifølge udbudsmaterialet på anslået 108 mio. kr. 

Udbuddet på miljørådgivningen er opdelt i tre delaftaler, og det samme er beløbet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078