23948sdkhjf

Flügger tredobler spartelmasse-produktionen i Bollebygd – og siger farvel til flyveaske

Flügger øger sin produktionskapacitet af spartelmasse fra 18 til 60 mio. liter på nybygget spartelanlæg i Bollebygd i Sverige. Samtidig reduceres CO2-udslippet med 20 pct.

Efter tre års byggeri er Flüggers nye sandspartelanlæg i Bollebygd nu i produktion. Den nye moderne fabrik med tilhørende lager, rummer flere og større maskiner. Det giver kortere procestid og større volumen, og dermed mere end tredobles kapaciteten.

Det skriver Flügger i en pressemeddelelse.

– Med det nye anlæg opnår vi en betydelig kapacitetsudvidelse. Vi kommer til at producere flere millioner liter ekstra spartelmasse om året. For at opnå vores mål om øgede markedsandele, er det en nødvendighed, at vi kan producere store mængder spartel af en høj kvalitet på kort tid, siger Kim Korff, Senior Vice President Operations i Flügger.

Svanemærkede produkter

Anlægget i Bollebygd styrker ikke kun kapaciteten. Miljømæssigt er anlægget også et skridt i den rigtige retning. Sammenlignet med den tidligere fabrik er CO2-emissionerne fra det nye anlæg faldet med mere end 20 pct. Sandspartel-produkterne fra Bollebygd er desuden miljøvaredeklareret og tildelt Svanemærket.

– Vi forsøger at tænke grøn omstilling ind i alt, hvad vi gør. Det tager tid, men vi flytter os hele tiden og har en lang historik med at indtænke miljøet i vores produkter. For eksempel var vi frontløbere på at erstatte terpentin-baserede produkter med vandbaserede produkter. Så det er naturligt for os at indtænke miljøet og CO2-besparelser i det nye anlæg, forklarer Kim Korff.

Farvel til flyveaske

Med det nye anlæg og den øgede kapacitet har man som et yderligere led i effektiviseringen og styrkelsen af volumenproduktion udviklet en ny spartelopskrift, hvor det normale fyldningsmiddel, flyveaske, bliver erstattet af et naturmateriale. Flyveaske er et varierende produkt, hvis svingende egenskaber kan påvirke spartelkvaliteten. Det naturmateriale, man i stedet anvender, afviger derimod ikke i sine egenskaber, hvilket betyder, at man altid kan tilbyde et produkt i samme kvalitet.

Erstatningen af flyveaske løser også et andet problem for malergiganten, da der er store leveringsudfordringer forbundet med netop dette produkt. Ved at kunne anvende naturmaterialet i stedet for, undgår man lange leveringstider og generelle logistiske udfordringer.

– Der er stor rift om fyldningsmidlet flyveaske, som anvendes i flere forskellige produkter. Og lige nu er branchen presset, da flyveasken kommer fra områder, der er påvirket af krigen i Ukraine. Ved at bruge naturmidlet i stedet for slipper vi for store leveringsmæssige og logistiske udfordringer, forklarer Kim Korff.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.189