23948sdkhjf

Fjernstyret gummihjulslæsser fik styr på brændende træpiller

Den store brand i siloen på Studstrupværket nord for Aarhus fik hjælp fra Zeppelin Danmark A/S, der på meget kort tid fik klargjort en CAT læssemaskine med fjernbetjeningsudstyr

Der er endeligt styr på den heftige brand i siloen på Studstrupværket, der ligger ved Kaløvig nord for Aarhus. Og det har været en månedlang indsats koordineret af Beredskabsstyrelsen. Der var 55.000 ton træpiller i siloen, da der opstod brand.

Til arbejdet med at få styr på branden fik man brug for specialudstyr. Det var for farligt at sende folk ind i siloen, også selv om de sidder i en godt beskyttet førerkabine. Derfor henvendte man sig til Zeppelin Danmark A/S. Man skulle nemlig bruge en større gummihjulslæsser til at komme ind i hjørnerne og få de sidste ca. 10.000 tons træpiller ud derfra. Det kunne man ikke gøre med dozerne, som i øvrigt også er fjernbetjente.

Klaret hurtigt

- Vi fik på rekordtid sammen med vore samarbejdspartnere rigget en CAT 972M til med fjernbetjeningsudstyr. Det betyder at den via en fjernbetjening kan køre frem og tilbage, dreje samt hæve, sænke og tippe skovlen, fortæller Michael Larsen, der er værkfører hos Zeppelin, der importerer CAT-maskinerne til Danmark.

I praksis er der sat en styreenhed ind i førerkabinen, som samler alle trådene og hydraulikken fra funktionerne, og den kommunikerer så med den fjernbetjeningsenhed, som føreren står på afstand med.

Fjernstyring er ikke nyt i forhold til entreprenørmaskiner. Nogle miner har også den slags udstyr på maskinerne af sikkerhedsmæssige og arbejdsmiljømæssige grunde, og herhjemme ser man det også på blandt andet græsslåmaskiner, kraner med videre.

Det nye er at det kunne ske så hurtigt, og at det faktisk fungerede efter hensigten. De to samarbejdspartnere er henholdsvis Lausø Service ApS i Vojens og Hydraspecma A/S i Skjern.

Vi ville gerne have talt med Studstrupværket om branden og de tekniske løsninger, men de har ikke ønsket at medvirke.

Om Studstrupværket

Studstrupværket, kraftvarmeværk ved Kalø Vig nord for Aarhus, idriftsat 1968 af Midtkraft til elforsyning af Midtjylland og fjernvarmeforsyning af Aarhus og forstæder.

Værket blev ved omorganiseringen af den jysk-fynske kraftværkssektor i 2000 et værk i virksomheden Elsam A/S, idet ejeren Midtkraft I/S indgik i fusionen. Studstrupværket har egen sejlrende i Kalø Vig og blev udvidet 1972-85 til i alt 4 blokke med en installeret effekt på 1126 MW el.

Fra 1999 er kun blokkene 3 og 4 i drift med en installeret effekt på 700 MW. I 2004 producerede værket 2642 GWh el og leverede 9324 TJ fjernvarme til ca. 90% af indbyggerne i Aarhus samt til en række nabokommuner. Ved den store energifusion i 2006 blev Elsam og dermed Studstrupværket overtaget afDONG Energy (senere Ørsted, red).

Kilde: Wikipedia

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125