23948sdkhjf

Ledelse er også et håndværk, mester!

Mange håndværksmestre ender i lederstillinger grundet faglig dygtighed, men det hænger ikke nødvendigvis sammen med at være en god leder. Lederkurser kan være godt for forretningen, anbefaler Dansk Håndværk

Når Alexander Tardini, direktør i Andersen & Tardini, der udfører hovedentrepriser, skal opsummere, hvilken betydning lederuddannelser og en generelt større forståelse for egen rolle har haft, kan han skære det ind til benet.

- Det er blevet sjovere at gå på arbejde.

Hvor Alexander Tardini tidligere gik rundt med ondt i maven over, hvorvidt hans ansatte udførte opgaver tilfredsstillende, og derfor havde svært ved at give slip, sidder han i dag roligere i direktørstolen. Han oplever, hvordan at hans ansatte stepper op, når de bliver givet ansvar. Det er det princip, han forsøger at lede gennem. Den spildte og negative energi, der tidligere fyldte en del i hans arbejdsliv, er blevet reduceret enormt.

Da Andersen og Tardini blev etableret i 2007 og langsomt voksede sig større, havde han ingen ledelsesmæssig erfaring eller skoling. Derfor måtte han prøve sig frem.

- Jeg prøvede både at være den hårde leder, hvor folk syntes, jeg var en idiot, og jeg har prøvet at være den søde leder, hvor folk så udnytter en. Det har været en læringsproces, siger han.

Det er fortsat en proces, hvor Alexander Tardini langsomt bygger på som leder ved at være det i praksis. Men forskellige lederkurser, eksempelvis gennem Dansk Håndværk, har speedet processen op. 

Miskommunikation er blevet et meget mindre problem, hvilket derfor også gør fejlene og misforståelserne meget færre. Alexander Tardini, direktør i Andersen og Tardini

Særligt har han fået en forståelse af, hvordan en klar og tydelig kommunikation er alfa omega. Hvordan at modparten godt kan have hørt noget andet, selvom han selv ikke er i tvivl om, hvad han har sagt.

- Derfor gennemgår vi hellere tingene en gang for meget end en gang for lidt. Jeg spørger ind til, hvordan de forstår det, vi har aftalt, så vi helt sikkert er på samme side. Jeg tegner måske på et papir eller gennemgår de billeder, de tager, siger han og uddyber betydningen:

- Miskommunikation er blevet et meget mindre problem, hvilket derfor også gør fejlene og misforståelserne meget færre.

Dansk Håndværk: Ledelse er også et håndværk

Morten Frihagen fortæller, at Dansk Håndværk, hvor han er direktør, indimellem støder på medlemmer, hvor det kommer lidt bag på dem, hvad der ligger i lederrollen. Der sker ofte i håndværksbranchen, at folk ender som ledere, fordi de er fagligt dygtige og langsomt får flere opgaver og ansatte under sig. At være en dygtig håndværker hænger ikke nødvendigvis sammen med også at være en god leder.

- Der er selvfølgelig nogle, hvor det ligger naturligt, men der er også en del, der kommer på udebane. Vi prøver at gøre vores medlemmer opmærksom på, at det kan kræve lidt træning, siger han og uddyber vigtigheden af at være bevidst om sin rolle som leder:

- Det har stor betydning for virksomhedens drift, men det er også vigtigt, når det kommer til at fastholde sine ansatte. De har en forventning om en tydelig ledelse, samt at der bliver sat nogle mål, der er let forståelige.

Vi ser sagerne, når leder/medarbejder-forhold er gået galt. Her hjælper vi med at mægle i konflikterne, der ofte skyldes manglende forventningsafstemning, som kunne have været undgået med god ledelse. Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk

Ledere i håndværksbranchen har en særlig opgave, fortæller Morten Frihagen, fordi erhvervsuddannelserne er opbygget sådan, at man delvist uddannes i virksomhederne. Det er her, lærlingene skal lære faget. Den tilgang, man har til sine lærlinge, bør man tage videre til sine svende, mener han, for ikke alle ansatte er fuldstændigt selvkørende eller uden udsving.

Sådan bliver du en bedre leder

Opfat dig selv som leder:

  • Accepter at du er leder: Det er naturligt at det er dig der bestemmer – og dine medarbejdere forventer at du gør det.
  • Overvej hvordan du vil fremstå. Hvilke forventninger har du til dig selv som leder, og hvordan vil du have at dine ansatte skal opfatte dig som leder.
  • Vær omhyggelig i din egen arbejdsstruktur og hold de aftaler, du laver. Dine ansatte kan føle sig “betydningsløse”, hvis du ikke ringe tilbage eller udskyder aftaler. 

Giv ansvar – men vis at du er leder

  • Forklar medarbejderne at de på nogle områder skal påtage sig ansvar og træffe beslutninger på egen hånd – men også at, hvis de er i tvivl, så er du der, for at hjælpe med beslutningen.
  • Vær også omhyggelig med at definere klare mål, arbejdsopgaver og ansvarsområder.
  • Sørg for at være tilgængelig, så dine ansatte ved at de kan – og må – at kontakte dig, når de har behov for det.
  • Vis at du interesserer dig for den enkeltes opgaver og velbefindende på arbejdspladsen.

Kilde: Dansk Håndværk

Som leder skal man derfor være tydeligt til stede og sætte en retning, alle forstår. Vigtigst er det, at man som leder står for en tydelig kommunikation, når man skal formidle strategier og forventninger. Mistrivsel opstår ofte hos ansatte, der er usikre på de forventninger, de føler, de skal præstere under, mener Morten Frihagen.

- Vi ser sagerne, når leder/medarbejder-forhold er gået galt. Her hjælper vi med at mægle i konflikterne, der ofte skyldes manglende forventningsafstemning, som kunne have været undgået med god ledelse.

Digitalisering kan sikre den velfungerende kommunikation

En generelt udfordrende faktor som leder i håndværksbranchen er, at man har en decentral arbejdsstyrke, mener Martin Simonsen, en af tre medstiftere af Ziik. Når man har en væsentlig del af sine ansatte fordelt ude på forskellige byggepladser, private hjem og lignende, kan kommunikationslinjerne være ret besværlige.

- Skal man give en besked ud, skal man have fat på alle på deres mobilnumre, eller gives beskeden via en opslagstavle, som ingen ser, siger han. 

Der er en hel del lavthængende frugter gennem vores værktøj, vi selvfølgelig peger på. Men vi vil kun have kunder, hvor vores produkt er en reel hjælp for virksomheden, ellers peger vi på andre løsninger. For ellers har vi alligevel ikke en licensbetalende kunde ret længe.  Martin Simonsen, co-founder Ziik

Ziik er en digital kommunikationsplatform, hvor virksomheder kan samle deres ansatte, der inddeles i forskellige kategorier af roller, så forskellige typer af beskeder automatisk kommer ud til alle, det er tiltænkt. Det sikrer en strømlining af kommunikationen, selvom de ansatte ikke mødes fysisk. Det tror Martin Simonsen er årsagen til, at deres produkt har vist sig særligt appellerende til håndværksmestre.

- Med få klik kan mester kommunikere ud til samtlige eller udvalgte medarbejdere. Det giver en helt anden mulighed for at afstemme sin kommunikation samt være mere agil og målrettet med den, siger Martin Simonsen.

Råd til en bedre intern kommunikation

  • Implementér redskaber: Skab et godt digitalt fundament, så forudsætningerne for hurtigt og effektiv kommunikation er på plads.
  • Omfavn alle medarbejdere: Alle medarbejdere er ambassadører for virksomheden. Husk på, hvad de hver især kan bidrage med til at skabe en bedre arbejdsplads.
  • Del det gode: Start med at dele de gode øjeblikke fra dagligdagen, så medarbejderne er oplyste og motiverede.

Kilde: Martin SImonsen, co-founder Ziik

Håndværksbranchen er en af de brancher, hvor der fortsat er et digitaliseringspotentiale, mener han. Der er en række virksomheder, hvor dette er en del af større pallette af digitale værktøjer, men de møder også en del, hvor Ziik digitale kommunikationsplatform er tiltænkt som deres første reelle digitale værktøj. Derfor gør Ziik meget ud af at tilbyde gratis og uforpligtigende sparring ud fra deres erfaringer med digitalisering af håndværksfirmaer.

- Der er en hel del lavthængende frugter gennem vores værktøj, vi selvfølgelig peger på. Men vi vil kun have kunder, hvor vores produkt er en reel hjælp for virksomheden, ellers peger vi på andre løsninger. For ellers har vi alligevel ikke en licensbetalende kunde ret længe. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157