23948sdkhjf

Bytte bytte træmand: Fire direktørkasketter finder nye hoveder hos Bygma

Byggecenterkæden Bygma har onsdag præsenteret tre nye trælastdirektører og en enkelt regionsdirektør.

Starter vi med sidstnævnte, er 41-årige Per Gellert tiltrådt stillingen som regionsdirektør for Bygmas Region Midt.

Peter Gellert er oprindelig trælastuddannet fra Davidsens Tømmerhandel, hvor han var ansat i 18 år, senest som regionsdirektør. Sideløbende har han taget en Pre MBA-uddannelse, og gennem årene har han haft mange forskellige opgaver som blandt andet omfatter ledelse af en række forretninger, opstart af nye forretninger, integration af akkvisitioner og ansvar for indkøbsaftaler med leverandører.

Peter Gellert kommer senest fra en stilling som adm direktør for Lasse Larsen Huse, hvor han har tilbragt de seneste toogethalvt år, men nu vender han altså tilbage til trælastbranchen med et ønske om at være med til at udvikle og løfte Bygma til næste niveau.

– Jeg har en klar fornemmelse for, hvor værdiskabelsen i et samarbejde ligger, og hvordan det tætte og gode samarbejde skabes og udvikles. Jeg glæder mig til arbejdet med at skabe endnu større værdi for Bygmas kunder,siger Peter Gellert, som lægger stor vægt på, at Bygma er privatejet og dermed en agil virksomhed med korte beslutningsprocesser.

– Vi står over for en foranderlig tid, hvor vi skal handle hurtigt og turde tænke anderledes for at fastholde og udvikle markedspositionen, siger den nye regionsdirektør, og fortsætter:

– Mine første indsatser vil være at sikre et godt og tæt samarbejde med de 11 forretninger i Region Midt, så vi bliver endnu mere kundeorienterede. Men først og fremmest glæder jeg mig til at komme rundt at træffe de ca. 400 medarbejdere og at lære organisationen at kende.

En sydfynsk Bygma-familie

I Svendborg er 54-årige Thomas Skovlund Madsen ansat som direktør for Bygmas nye trælast- og logistikcenter.

Thomas Skovlund Madsen kommer senest fra en stilling som direktør i Jens Schultz A/S, og han har en alsidig baggrund og stor erfaring inden for både trælast og ledelse. Han er håndværksuddannet og startede som smed, inden han læste videre og blev ansat på Fabers fabrikker i Rysling; først som udvikler, siden som IT-chef.

Thomas Skovlund Madsen viste sig at have flair for optimering af forretningsgange, hvilket også førte til en 15 år lang karriere i Jens Schultz trælast i Svendborg.

– Jeg var kunde i forretningen, men jeg blev fristet af et job som sælger, og snart var jeg med til at modernisere procedurerne i forretningen, fortæller Thomas Skovlund Madsen, som blev udnævnt til souschef og et par år senere overtog ledelsen af trælasten, som han efterfølgende forlod i forbindelse med Starks overtagelse.

– Jeg foretrækker at arbejde for en ejerledet, agil virksomhed. Derfor finder jeg Bygma - med sin familieejede struktur og fokus på det gode købmandskab - utroligt interessant, siger Thomas Skovlund Madsen, der ser frem til at opbygge den nye sydfynske organisation.

– Bygma har en ambition om at gøre Bygma til branchens bedste arbejdsplads, og her i Svendborg vil jeg have stort fokus på at sætte det rette hold, og skabe de bedste forhold for både kunder og samarbejdspartnere. Jeg håber at vi kan tiltrække endnu mere dygtig lokal arbejdskraft og gerne flere unge mennesker - lige nu har vi blandt andet tre ledige elevstillinger. Min ambition er at opbygge en ny lille ”Bygma-familie” her i Svendborg. Jeg vil selvfølgelig også have fokus på at få færdiggjort byggeriet og satser på, at vi kan åbne inden sommerferien, siger den nytiltrådte trælastdirektør.

Et kendt ansigt

Også i Viby Sjælland er en ny mand klar til at svinge direktørstokken, men 38-årige Rasmus Ølgaard er allerede et kendt ansigt i såvel Bygma som i byen, hvor han selv bor med sin familie. Han har siden 2020 været salgschef i Bygma Haslev, og nu flytter han altså engagementet til hjembyen, hvor han også er aktiv i sports- og fritidslivet – noget han ser som et aktiv i sit nye virke.

– Men én ting er, at mange ved hvem jeg er; min primære opgave består nu i at fortælle hvad Bygma kan og vil, og hvor vi er på vej hen, siger Rasmus Ølgaard, der gerne ser endnu flere lokale håndværkskunder i forretningen.

– Via mit tidligere job i Bygma har jeg fået en god ballast og erfaring med alle typer kunder. Her i Viby Sj. har de mindre kunder, der kommer hver dag, lige så stor betydning for forretningen som de større kunder. Jeg har en ambition om at have et leben omkring forretningen og gøre os endnu mere synlige i lokalsamfundet.

Vejen til direktørjobbet ser Rasmus Ølgaard som et naturligt næste skridt. Han er uddannet i handelsbranchen og har været både intern og ekstern sælger, inden han blev salgschef i Bygma. Faktisk var han ansat i koncernen første gang i årene 2013-16. Herefter fulgte en 4-årig periode som teknisk salgskonsulent i Nyrup Plast, inden han i 2020 vendte tilbage til Bygma, denne gangs som salgschef.

– Jeg fik nogle nyttige erfaringer mens jeg var væk, men længtes tilbage til en stor ejerledet virksomhed med faste rammer og værdier, som jeg kan se mig selv i. Jeg var parat til personaleansvar og ønskede at arbejde på et mere overordnet taktisk niveau. Jeg var heldig at få en chef, der troede på mig, og jeg har kørt et fantastisk parløb med en salgschef-kollega om at udvikle en velfungerende salgsorganisation i Haslev. Nu er jeg parat til det næste store skridt, og glæder mig til jobbet i Bygma Viby Sjælland, slår han fast.

Bytte bytte træmand

Mens Rasmus Ølgaard rykker fra Haslev til Viby Sjælland, tager 46-årige Johan Bergstrøm turen den anden vej og skifter direktørkasketten fra Viby ud med den i Haslev.

Her kommer han til at lede en større og mere kompleks forretning med væsentligt flere medarbejdere, og som udover håndværkerbutikken rummer et stort logistikcenter med udkørsel til store dele af Sjælland.

– Opgaven i Bygma Haslev er utroligt spændende, så det er med stor ærefrygt at jeg overtager roret her, siger Johan Bergstrøm, der har fået mange salgs- og ledelsesmæssige erfaringer i Bygma, ligesom han fra tidligere ansættelser har et indgående kendskab til lager og logistik.

– Det er både ukendt og velkendt på samme tid. Mange elementer og procedurer er de samme, selvom forretningen er større. Jeg føler mig godt rustet til de nye udfordringer, og glæder mig til at trække på nogle flere af mine erfaringer, fastslår han.

Det betyder dog ikke, at Johan Bergstrøm har en fasttømret køreplan for sine indsatsområder som ny direktør for Bygma Haslev.

– Jeg vil lytte og observere, og i første omgang fokusere på driften og kunderne. Succeskriteriet er at kunne føre forretningen videre på det nuværende høje niveau, og jeg vil bestræbe mig på at optimere yderligere i det omfang, det er muligt - til gavn for både kunder og medarbejdere, siger han.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125