23948sdkhjf

Byggekæde frygter uoverskuelig mangel på arbejdskraft

XL-BYG mødes i stigende grad af ønsket om færre timer og mere fleksible arbejdstider fra yngre medarbejdere og jobsøgende, hvilket får byggekæden til at frygte fremtiden. Detailekspert bekræfter den spirende tendens

Imens bølgen af 4-dages arbejdsuge og work-life balance skyller ind over konsulentbranchen og flere offentlige arbejdspladser, betragter andre dele af arbejdsmarkedet udviklingen med skepsis.

Hos byggevarekæden XL-BYG oplever man blandt yngre mennesker en stigende efterspørgsel på at arbejde mindre end 37 timer om ugen samt mulighed for at kunne arbejde hjemmefra efter behov.

– Der er tale om en trend i klar vækst, men tankegangen kolliderer fuldstændig med manglen på arbejdskraft, og fremtidsperspektivet er skræmmende, siger HR- og kommunikationschef Liselotte Christensen fra XL-BYG i en pressemeddelelse og uddyber:

- En katastrofal uddannelsespolitik har medført, at antallet af nyuddannede fra erhvervsuddannelserne er i frit fald, og nu ønsker de relativt få uddannede unge at arbejde mindre. Det er den perfekte storm.

Ifølge rekrutteringsbureauet Ballisagers Kandidatanalyse 2022, der blandt andet tager temperaturen på, hvad danskerne prioriterer, når de søger job, så er fleksible arbejdstider og work-life balance årets højdespringer og ligger nu næsten på linje med lønnen, der stadig prioriteres højest.

Detailekspert kan genkende udvikling

Detailekspert Jens Birkeholm, der er markedschef for Dansk Mode & Textil, kan genkende udviklingen, XL-BYG beskriver, og kalder det i samme pressemeddelelse en ”spirende tendens”

– XL-BYG er nogle af de første, der sætter ord på det, og det er klart, de anser det for kilden til et potentielt stormvejr og en trussel mod det at drive detailhandel. Udviklingen kan være accelereret af corona, hvor vi har oplevet andre måder at prioritere vores tid på, siger Jens Birkeholm.

Lokalt kan der sagtens aftales nedsat arbejdstid for medarbejdere i perioder af deres arbejdsliv, men i stort omfang er det urealistisk på grund af den mangel på arbejdskraft, vi ser ind i de næste mange år Jens Birkeholm, markedschef for Dansk Mode & Textil,

Han understreger, at fænomenet ikke er vidt udbredt endnu, og han mener, det er vigtigt, arbejdsgiverne i detailhandlen er tydelige overfor medarbejderne om, hvad der kan lade sig gøre. At man eksisterer for at servicere de kunder, som vil handle på bestemte tidspunkter, og uden dem har man ikke nogen berettigelse.

 Det betyder derfor skiftende arbejdstider og en søndagstjans indimellem.

– Lokalt kan der sagtens aftales nedsat arbejdstid for medarbejdere i perioder af deres arbejdsliv, men i stort omfang er det urealistisk på grund af den mangel på arbejdskraft, vi ser ind i de næste mange år, siger Jens Birkeholm.

Svære samfundskonsekvenser

Hvis tendensen breder sig, vil det ifølge Jens Birkeholm få svære samfundskonsekvenser, når en større gruppe af lønmodtagere over længere tid arbejder færre timer om ugen og tjener mindre. Og den holdning deler han med Søren Kaj Andersen, der er lektor og centerleder for Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) ved Københavns Universitet.

– Hvis det skulle ske, så rykker det ved de store hjul i samfundet og ændrer på de måder, vi laver fremskrivninger på. Der er mangel på arbejdskraft i mange år frem i tiden, så der er rigtig meget, der skal gentænkes, hvis en tendens som denne slår igennem, siger Søren Kaj Andersen.

trenden med en 4-dages arbejdsuge kommer til at udfordre arbejdsgiverne i rigtig mange brancher. Søren Kaj Andersen, der er lektor og centerleder for Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier ved Københavns Universitet.

Det er dog for tidligt at konkludere noget endnu, mener han. Man skal derfor fortsat tage den her type udviklinger med et gran salt, særligt i en tid hvor coronakrisen stadig skaber ringe i vores samfund og hos den enkelte medarbejdere.

– Men det ændrer ikke ved, at trenden med en 4-dages arbejdsuge kommer til at udfordre arbejdsgiverne i rigtig mange brancher.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078