23948sdkhjf

Gør klar til generationsskifte med nyt advisory board

Godt ti år efter Jørn Bjerg Christensen købte sig ind i det daværende Herning Trætørring og Maskinsnedkeri, gør han nu klar til at sende foretagendet, der i dag er kendt som HTM Component, videre i arvefølgen

Godt og vel et årti siden at Jørn Bjerg Christensen købte sig ind i det daværende Herning Trætørring og Maskinsnedkeri, er han ved at forberede sig selv og virksomheden på at tøjlerne snart skal overlades til yngre kræfter. 

Før sønnerne Nicolai Steenholdt Christensen og Casper Bjørnholt Bjerg griber stafetten, har virksomheden derfor nedsat et advisory board, der på længere sigt skal blive til en egentlig bestyrelse, for at sikre en glidende overdragelse og klæde de to på til at drive virksomheden videre.

– Vi har måtte indse, at HTM Component ApS har brug for professionel rådgivning i forbindelse med generationsskiftet og virksomhedens videre vækstrejse. Jeg glæder mig til samarbejdet med Karina Boldsen fra Aros Board, som skal bistå med generationsskiftet af HTM Component ApS, siger Jørn Bjerg Christensen i en pressemeddelelse om det nye setup.

Karina Boldsen tiltræder som formand for advisory boardet med forventningen om at udvide boardet med et til to yderligere medlemmer, der skal bidrage med værdifuld viden og kompetencer i forhold til den vedtagne strategi. Det er ligeledes ønsket at boardet etablerer sig som en bestyrelse i 2024.

– Vi har nu lagt strategien for de kommende to år. Generationsskiftet er i gang. Fantastisk at både far og sønner er afklarede med deres roller og fremtidige uddannelse og dygtiggørelse. Vi starter som advisory board det første år, hvorefter vi forventer at etablere os som en bestyrelse, lyder det fra Karina Boldsen.

Fra ufaglærte til arvtagere

Jørn Bjerg Christensen overtog i første omgang 50 pct. af maskinsnedkeriet, da han i 2013 købte sig ind, og med mere end 40 års produktionserfaring i bagagen og et stort kendskab til træindustrien, fik han fintunet forretningen, der ikke længe efter kunne skrive den første internationale ordre i bogen.

internationale forretningsben betød en navneændring til HTM Component, og ikke længe efter overtog Jørn Bjerg Christensen resten af virksomheden, hvor sønnerne Nicolai Steenholdt Christensen og Casper Bjørnholt Bjerg blev ansat som ufaglærte.

I 2017 gik Nicolai Steenholdt Christensen så i lære som maskinsnedker, og året efter slog brormand ind på samme spor, og dermed var kimen lagt til at de to kunne fortsætte karrieren i familievirksomheden. I 2018 blev de begge medejere, og i januar i år blev direktionen delt i to, da Casper Bjørnholt Bjerg indtrådte her. Med nedsættelsen af det nye advisory board er de to nu et skridt nærmere overtagelse, og den nyslåede direktør er allerede glad for samarbejdet.

– Jeg ser frem til at være i tæt samarbejde med det nyetablerede board i forbindelse med generationsskiftet af HTM Component ApS. Det er positivt at opleve boardets engagement og mærke, at der er den samme tro på HTM Component ApS, som jeg selv har, siger Casper Bjørnholt Bjerg, der suppleres af sin bror.

– Jeg ser det allerede nu som et positivt samarbejde, og jeg glæder mig til at se, hvad det kan bringe firmaet. Det er et friskt pust at få eksterne folk ind, lyder det fra Nicolai Steenholdt Christensen.

Det nye advisory board skal understøtte og udfordre virksomhedens forretningsudvikling, herunder arbejde strategisk med at omlægge organisationsstrukturen og effektivisere arbejdsgangene.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078