23948sdkhjf

Betaling udeblev: Fik at vide, at medarbejder havde taget af kassen

Direktør føler sig snydt af konkursramt entreprenør fra Esbjerg

Frustreret, vred og ærgerlig. Men slet ikke overrasket.

Jesper Willfeldt er en af de mange kreditorer, som står tilbage efter, at Muffbyg A/S mandag indgav en konkursbegæring, og direktøren i Iso-test er træt af situationen, som er kulminationen på et længere forløb med mange forklaringer.

- Jeg er træt af det. Men jeg er ikke overrasket, siger Jesper Willfeldt. 

Virksomheden fra Næstved, der laver energitest af byggerier, har i flere måneder forsøgt at få Muffbyg til at betale et tilgodehavende på 214.500 kr. for trykprøvning og energimærke i forbindelse med det næsten færdige byggeri af 100 boliger i Cirkelhusene i Køge.

I flere måneder er den omdiskurede entreprenør Jakob Muff ikke kommet med andet end bortforklaringer, når Jesper Willfeldt har forsøgt at rykke for betalingen. Blandt andet historier om, at en medarbejder havde taget af kassen. 

Dårlig mavefornemmelse

Kampen om at få betalingen fra den esbjergensiske entreprenør har været lang, og Jesper Willfeldt har da også kæmpet til det sidste. Mandag - altså på dagen for konkursen - havde han Jakob Muff i røret. Her fik han at vide, at Muff sad i møde og ville ringe tilbage senere.

Det opkald fik han aldrig. I stedet kom der en konkursbegæring fra Muffbyg A/S.

- Jeg har haft en dårlig mavefornemmelse omkring det hele, siden pengene ikke gik ind som aftalt. Efter alt det, som jeg har været igennem, så overrasker det mig ikke, at Muffbyg er gået konkurs, siger Jesper Willfeldt, "der nok skal klare sig" uden pengene fra Muffbyg, men det kommer til at gøre ondt.

Jesper Willfeldt er så langt fra den eneste, som har penge til gode. Licitationen - Byggeriets Dagblad har blandt andre også talt med entreprenøren Per Andersen. Han mener, at han har omkring 350.000 kr. til gode i forbindelse med noget jord-, beton- og kloakarbejde ved et sommerhus.

Han var meget vred og følte sig taget ved næsen.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Jakob Muff til artiklen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.086