23948sdkhjf

Flere byggevirksomheder går konkurs - og hver tredje har underskud

Efter en sommerperiode med færre konkurser viste september dårligere takter. Især byggeriet er ramt

Danske byggevirksomheder er kommet under øget pres. Sådan lyder konklusionen på en ny analyse fra data- og analysevirksomheden Experian, der peger på både et stigende antal konkurser og den største andel tabsgivende virksomheder i seks år.

Ovenpå en mildere konkursbølge i slutningen af 2022 og i første del af 2023 er det sidenhen tyndet ud i konkurserne, men nu viser nye tal en stigning. I september måtte 620 virksomheder dreje nøglen, og dermed er der sket en stigning på 16 pct., hvis man sammenligner med samme periode i 2022.

– Vi går økonomisk ind i en lidt usikker vinterperiode, hvor stigende energipriser og høje renter sætter sine spor i erhvervslivet. Værd er det for eksempel at notere sig en stigning på 20 procent i antallet af konkurser i bygge- og anlægssektoren, udtaler Experian-direktør Bo Rasmussen i en pressemeddelelse.

Flere har underskud

Udviklingen med flere konkurser sættes i yderligere perspektiv af en ny regnskabsanalyse, hvor Experian har kigget nærmere på, hvor stor en andel af bygge- og anlægsvirksomheder, der har driftsunderskud. I september 2023 kørte 31,4 pct. af virksomhederne med driftsunderskud, hvilket er den højeste andel siden januar 2017, hvor 31,6 pct. kørte med underskud.

– Tallene viser en negativ trend siden medio 2022, hvor blot 27,8 procent af byggevirksomhederne kørte med underskud. Det er klart, at når flere virksomheder har underskud, er der en større risiko for, at de på et tidspunkt må dreje nøglen - især hvis tendensen bider sig fast over flere kvartaler, siger Bo Rasmussen, der udpeger særligt én synder.

– Hos byggeriet er der afgivet tilbud på entrepriser ud fra nogle materialepriser, der ved udførelsen er steget så betragteligt, at kunden ikke har kunnet betale for dem alligevel, eller at byggevirksomheden selv har måttet indkassere regningen ved prisstigningen. Det har betydet, at selskaberne har lidt betydelige tab. Det har taget livet af nogen, og det kommer vi også til at se i de kommende kvartaler, selvom vi forventeligt ikke ser ind i en kæmpe konkursbølge lige nu.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078