23948sdkhjf

Stop tyven: Politimand og murer i fælles opråb

Med ny video vil en række organisationer minde landets håndværkere om fem gode råd mod indbrud i varebilen

Så er den gal igen. I ly af natten bevæbner tyvagtige typer sig med pladesaks og slette intentioner, og landet over møder mestre og svende ind til varebiler, der er brudt eller klippet op og tømt for værktøj for tusindvis af kroner.

Derfor har politiet og en række erhvervsorganisationer, herunder Dansk Håndværk, Tekniq Arbejdsgiverne og DI Byggeri, samlet kræfterne i en indsats der skal sætte fokus på det tilbagevendende problem og gøre livet sværere for værktøjstyvene.

Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

- Tyverier koster hvert år virksomhederne millioner, og håndværkere er særligt udsatte, fordi deres biler indeholder værdifuldt værktøj, som tyvene kan sælge, siger Mads Okking, udviklingskonsulent hos Dansk Håndværk og desuden murer og stenhugger.

- Fordi meget lidt værktøj er mærket eller registreret i et digitalt system, som politiet har adgang til, kan det være vanskeligt at finde de faktiske ejere, når man fanger nogle at gerningsmændene med deres ”lager”, lyder det videre.

For nemt for tyven

Sammen med politikommissær Peter Skriver Larsen fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, viser Mads Okking derfor i en ny video, hvad virksomhederne bør gøre for at sikre sig. De fokuserer på fem konkrete løsninger, der skal gøre det svært at begå indbruddene og vanskeligere at sælge tyvekosterne.

- Et af problemerne er, at det ofte er for let at bryde ind i bilerne. Det går så hurtigt, at risikoen for at blive taget på fersk gerning er lille. Hvis vi derfor gør det så vanskeligt, at det tager tid, vil tyvene løbe en større risiko for at blive opdaget undervejs. Og når det tilmed bliver kendt, at varebilerne er bedre sikret, vil lysten til at foretage det næste indbrud også falde, forklarer Peter Skriver Larsen.

Og selv om det ikke er gratis at sikre varebilen, kan det godt betale sig. Tidligere opgørelser fra Brancheforeningen F&P viser nemlig at hvert indbrud i gennemsnit koster 70.000 kroner. Dertil kommer udgifter til tabt arbejdstid, besværet med at anskaffe nyt værktøj og materialer og frustrationen over, at skulle rykke rundt på kundeaftaler, som man eksempelvis har oplevet det hos el- og vvs-virksomheden Henrik W. Hansen A/S.

Den nye video findes på www.stopindbrud.dk og kommer desuden til at ligge på de fire erhvervsorganisationers hjemmesider, så virksomhederne kan bruge den som vejledning.

De fem råd

  • Få en bedre lås i bilen og lås værktøj ind i kasser eller bag stålsikring i varerummet.
  • Parker hvor der er lys og sådan at det er vanskeligt at komme ind i bilens side og bagdør.
  • Mærk dit værktøj med firmanavn, DNA mærkning/usynlig mærkning og brug eventuelt GPS-sporing.
  • Sæt skilt udvendigt på bilen, der viser din sikring af bilen og mærkning af indholdet.
  • Hav en opdateret liste over dit værktøj, så politiet har bevis, når tyvekosterne findes.

De sjællandske politikredse, Dansk Erhverv, Tekniq Arbejdsgiverne, Dansk Håndværk og DI Byggeri, Brancheforeningen F&P og Unisecure.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.829