23948sdkhjf

Skarpere fokus på byggeriets sikkerhed

Regeringen sætter penge af til endnu mere kontrol på landets byggepladser og til at hjælpe virksomhederne med rådgivning
Mere kontrol og bedre rådgivning.

Det er regeringens opskrift på at sikre et bedre arbejdsmiljø i bygge- og anlægsbranchen. Arbejdstilsynet skal gennemføre flere landsdækkende kontrolaktioner på byggepladser, og der skal ske en forstærket kontrol- og dialogindsats over for bygherrer og projekterende. Samtidig skal der laves en handlingsplan om at forebygge arbejdsulykker i bygge- og anlægsbranchen. Det skal ske i et samarbejde mellem Arbejdstilsynet og de relevante parter på området.

Den særlige indsats i bygge og anlæg er en del af en målretning af midlerne fra Forebyggelsesfonden. Regeringen lægger op til de kommende år at anvende omkring en milliard kroner af de 1,4 mia. kroner, der er tilbage i fonden. Den ene halvdel skal anvendes til initiativer, der forebygger fysisk og psykisk nedslidning, den anden til initiativer, der skal fastholde flere på arbejdsmarkedet.

Særlig pulje

Baggrunden for regeringens fokus på byggebranchen er, at der fortsat sker mange ulykker i branchen.

- Ulykkerne er ofte forårsaget af risikable forhold, som det er muligt at mindske eller fjerne, hvis der er den nødvendige viden og vilje hos ledelse og medarbejdere om sikkerhed, hedder det i Beskæftigelsesministeriets begrundelse for at have fokus på byggebranchen.

Regeringen foreslår, at der afsættes 10 mio. kroner i år og 12 mio. kroner årligt i perioden 2013-15 til at realisere handlingsplanen, herunder den forstærkede kontrolaktivitet.

Parterne inddrages

Byggebranchen kan også forventes at få del i en særlig pulje på årligt 10 mio. kroner til økonomisk støtte til virksomheder til arbejdsmiljørådgivning. Virksomheder kan få støtte til rådgivning om, hvordan de kan mindske antallet af arbejdsulykker og nedbringe antallet af medarbejdere, der overbelaster muskler og skelet.

Både arbejdsgivere og lønmodtagere i byggeriet hilser initiativerne velkommen.

- Der er sket et kæmpe løft med arbejdsmiljøet de seneste 10-20 år og der er fokus på bedre planlægning, uddannelse og brug af ny teknologi, men vi er en synlig branche og der sker stadig for mange ulykker, så der er fortsat plads til forbedringer, siger Mette Møller Nielsen, arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri.

- Jeg håber ikke mindst, at en del af den øgede kontrolindsats også indebærer ekstra tilsyn med den sociale dumping, som der foregår ikke mindst i villakvartererne, siger hun.

Mette Møller Nielsen er tilfreds med, at parterne inddrages, når der skal udarbejdes handlingsplan om forebyggelse af ulykker, ligesom hun synes, der er fornuft i en forstærket indsats overfor bygherrer.

Sund fornuft

I BAT-kartellet mener man, at det giver god mening at målrette midlerne fra Forebyggelsesfonden.

- De ekstra penge til Arbejdstilsynet vil gøre en markant forskel. Vi ved, at der er et stort potentiale ved at have et effektivt arbejdstilsyn. Pengene vil givetvis redde både liv og førlighed blandt bygningsarbejderne, lyder det fra Jørn Erik Nielsen, formand for BAT’s arbejdsmiljøudvalg.

- Der er sund fornuft i at opprioritere, at Arbejdstilsynet genbesøger byggepladser, hvor der er alvorlige problemer med sikkerheden. Arbejdstilsynets genbesøg gør, at mange firmaer i byggeriet tvinges til at rette ind, overholde loven og gøre noget ved sikkerheden, siger han.

BAT finder det fornuftigt med skærpet fokus på den projekterende fase.

Regeringens forslag til ændret anvendelse af midlerne i Forebyggelsesfonden er aftalt med Enhedslisten og er dermed sikret flertal.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.36