23948sdkhjf

Lad kommunerne arbejde med flerårige budgetter

Kommunerne frygter at få på puklen for at have overholdt sidste års budgetter. Upassende mener Dansk Byggeri, der foreslår, at kommunernes budgetter ved de igangværende kommuneforhandlinger gøres flerårige
KL frygter, at regeringen ved de igangværende økonomiforhandlinger vil straffe kommunerne for deres evne til at spare penge ved at skære 2,5 mia. kr. i næste års budgetter.

Dårlig idé, mener Dansk Byggeri, der roser kommunerne for, at de her fem år efter kommunesammenlægningen nu endelig ser ud til at have fundet balancen og vendt de sidste års store budgetoverskridelser til et overskud.

Kommunerne har for 2011 budgetteret med administrationsomkostninger for 36,8 mia. kr., men er endt op med at bruge kun 33,3 mia. kr., altså en besparelse på 3,5 mia. kr.

- Det tyder på, at vi nu ser de første tegn på, at de stordriftsfordele, der netop var formålet med kommunesammenlægningen, rent faktisk er ved at blive til noget. Nu skal kommunerne fokusere på at holde kursen, derfor vil det være ærgerligt at skære i budgetterne. Det vil blot resultere i, at kommunerne vil få umådeligt svært ved at gennemføre nødvendige og allerede planlagte opgaver, siger Torben Liborius, erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri.

Flerårige budgetter giver bedre totaløkonomi

For at holde den fornuftige kurs, skal kommunerne ifølge Torben Liborius kunne disponere over budgetter, der strækker sig over flere år.

- Kommunerne har med de positive tal vist, at de godt kan håndtere en professionel økonomisk styring. Vi bør derfor vise dem tillid og lade dem arbejde med flerårige budgetter, så de mere langsigtede planer kan gennemføres sikkert. God totaløkonomi kræver, at kommunerne planlægger mere end et år frem. Hvis kommunernes frygt gøres til virkelighed, er det gift for den langsigtede planlægning, siger Torben Liborius.

Han foreslår, at man fremover deler de årlige økonomiforhandlinger mellem regeringen og kommunerne op i to spor.

- Det ene spor, vedrørende kommunernes forbrug, skal fortsætte med etårige forhandlinger. Det andet spor, vedrørende vedligeholdelse af faste investeringer og nyanlæg, skal forhandles ud fra et flerårigt perspektiv, der giver mulighed for langsigtet planlægning og bedre totaløkonomi.

Dermed vil kommunerne få det nødvendige og ikke mindst fornuftige manøvrerum, der skal til for, at de kan udføre deres opgaver ordentligt, siger Torben Liborius.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109