23948sdkhjf

Nyt lavenergi vægsystem i brug i Taastrup

Lejerbo opfører seks handicapvenlige boliger med det nye lavenergi vægsystem RockShell, som er med til at sikre nulenergistatus for boligerne
Som led i en ny satsning på lavenergi har det almennyttige selskab Lejerbo udviklet et Energi-0 koncept, som nu tages i brug for første gang. Det sker i Taastrup i nybyggeriet Parkbohusene, der omfatter seks boliger specielt indrettet til familier med handicappede børn.

Byggeriet opføres med det nye RockShell vægsystem, hvor isoleringen er kernen i bygningernes ydervægge. Rockwool koncernen lancerede systemet i slutningen af 2011 som et innovativ svar på de forventede skærpede 2015 og 2020 energikrav i bygningsreglementet. Dermed bliver Parkbohusene det første danske projekt med det nye vægsystem.

Max-krav til vægtykkelsen

Det er totalentreprenøren CG Jensen, der har anbefalet Lejerbo at benytte RockShell systemet til væggene efter at have screenet markedet for muligheder til at opfylde de stramme krav i Lejerbos Energi-0 koncept. Projektchef Ea Jennie Ovdal Nielsen fra CG Jensen siger:

- Vi har valgt RockShell systemet, fordi det opfylder både Lejerbos og vores krav. Fra Lejerbos side handler det især om krav til u-værdier og en klar øvre grænse for, hvor tykke ydervæggene må være. Desuden ønsker Lejerbo, at facadens udtryk skal være let og lyst. RockShell systemet er den bærende konstruktion og giver samtidig effektiv isolering samt mulighed for valgfri beklædning. Vi kunne således konstatere, at systemet opfylder alle Lejerbos krav.

Materialevalg vigtigt for at undgå fugt

Men det var ikke alene systemets høje energieffektivitet og arkitektoniske fleksibilitet, der har været afgørende. Fra entreprenørens side har der også været hensynet til processen på byggepladsen:

- Vi ønsker at arbejdet udføres uden overdækning selvom byggeriet opføres i vinterperioden. Dels fordi det er en lille byggegrund, hvor der ikke er den fornødne plads, og dels fordi overdækning er kostbar. Rockshell systemet gør, at taget kan monteres få dage efter vægmontagen starter, og da Rockshell væggene er uorganiske minimeres risikoen for fugtskader.

RockShell systemet indfrier således også vore krav til udførelsesperioden, hvilket gør det til en både god og økonomisk løsning til lavenergibyggeri, siger Ea Jennie Ovdal Nielsen.

RockShell systemet er modulopbygget og består af meget få komponenter, der stort set kan samles med en skruemaskine på stedet. Det leveres direkte på byggepladsen tilpasset den aktuelle bygning. Dette giver en reduceret byggetid og ingen byggeaffald.

Lejerbo på vej med flere Energi-0 projekter

Lejerbos Energi-0 koncept er udviklet af boligselskabet i samarbejde med arkitekterne Vilhelm Lauritzen A/S og ingeniørfirmaet Orbicon A/S. Konceptet sætter rammerne for, hvordan der opnås lavenergi, bl.a. med krav til konstruktionernes u-værdi, solenergi, genveks, vinduernes energieffektivitet og opvarmningsform. Derudover indeholder konceptet også overordnede krav til den arkitektoniske holdning.

Lejerbo forventer at opføre flere boliger efter sit Energi-0 koncept i fremtiden. Projektleder, arkitekt Per Rosbjørn Jensen fra Lejerbo siger:

- Vi holder skarpt øje med mulige løsninger på de forskellige tekniske udfordringer i at opføre boliger efter vores Energi-0 koncept i praksis. Derfor følger vi arbejdet på Parkbohusene nøje og vil bruge erfaringerne med bl.a. RockShell i fremtidige projekter.

Eftertragtede boliger

De seks Parkbohuse er hver især på 110 kvadratmeter og fordeler sig på tre dobbelthuse. De opføres i samarbejde med Høje-Taastrup Kommune, som allerede har ventende familier til de nye og meget eftertragtede boliger. Boligerne vil stå klar i juni 2012.

Parkbohusene, der udføres i totalentreprise af C G Jensen, er færdigprojekteret af Bjerg Arkitektur a/s, Søren B. Nielsen og Brandt Landskab ud fra de overordnede rammer.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125