23948sdkhjf

Kommuner glemmer at betale deres regninger til tiden

Selvstændige må ofte vente forgæves, når det offentlige skal betale for ydelser. Pinagtigt, lyder kritikken.
Mange kommuner overskrider fristen for betalinger af regninger for eksempelvis fysioterapi, håndværker-opgaver eller konsulenttimer.

Det er et stort problem for selvstændige erhvervsdrivende, der ofte også er bange for at rykke for betalingen af frygt for at miste kommunerne som kunder.

Problemet er størst med kommunerne, men også staten og til en vis grad regionerne overskrider jævnligt fristen for betaling.

Det viser en ny undersøgelse, som Arbejdsløshedskassen for Selvstændige Erhvervsdrivende, ASE, står bag.

Knap 900 ASE-medlemmer har deltaget i undersøgelsen, der viser, at halvdelen (51 procent) af dem har har problemer med dårlige betalere blandt kunderne.

Langt de fleste dårlige betalere er private. Men hver femte af de selvstændige i den ovennævnte kategori har inden for det seneste år døjet med forsinkede eller udeblevne betalinger fra enten kommunen, staten eller regionerne.

Den offentlige sektors sløsede omgang med betalingsfrister er et stort problem for landets selvstændige af flere grunde, mener ASE's direktør, Jesper Bøge.

- Den offentlige sektor bør om nogen holde hånden under de selvstændige. De skal i høj grad skabe det skattegrundlag, som vi skal leve af i fremtiden. Men det her belaster altså de selvstændiges kassekredit, siger Jesper Bøge, og tilføjer:

- Det er temmelig pinagtigt, at vi skal pege på det her.

Mange af de selvstændige undlader at rykke deres offentlige kunder for betaling af frygt for at miste dem som kunder, hvilket i nogle tilfælde vil kunne trække tæppet væk under firmaet.

Det er et helt urimeligt dilemma at sætte en håndværker-virksomhed eller en selvstændig konsulent i, påpeger Jesper Bøge.

- De er simpelthen bange for at miste kommunen som kunde. Og det kan man jo godt forstå. Der er jo alt andet lige et større økonomisk perspektiv i at have eksempelvis en kommune som kunde end en privatperson, understreger han.

Kommunerne er de offentlige virksomheder, hvor det kniber mest med at få låst pengekassen op og betalt regningerne til tiden, viser ASE's undersøgelse.

Flere end halvdelen af de selvstændige, der har haft problemer med offentlige kunder, svarer således, at tvisten har været med en kommune.

Ifølge ASE-direktøren behøver det dog ikke at betyde, at kommunerne forsøger at slippe for at betale.

- Hos ASE tror vi egentlig ikke, at kommunerne ikke vil betale. Men vi tror, at de har deres faste arbejdsgange, og at de derfor ikke har det fornødne fokus på at få betalt til tiden, siger Jesper Bøge.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125