23948sdkhjf

Ny fliskedel til Galten Varmeværk

Den ældste af Galten Varmeværks to fastbrændselskedler er erstattet af en moderne fliskedel, som er mere miljøvenlig og imødekommer værkets behov for højere kapacitet
To aktuelle udfordringer har fået bestyrelsen for Galten Varmeværk A.m.b.a. til at vedtage en udskiftning af det ældste af selskabets to eksisterende fjernvarmeanlæg, som har været i drift siden 1982.

– Kedlen var utæt og skulle skiftes. Samtidig kommer en ny udstykning lige bag værket til at betyde, at vi fremover skal forsyne yderligere 500 husstande. Derfor er det også nødvendigt at udvide vores kapacitet, fortæller driftsleder Finn Sørensen.

Galten Varmeværk har således afgivet ordre på ny fliskedel samt tilhørende bygningsentreprise hos Euro Therm A/S, der også har leveret det største og nyeste af energiselskabets eksisterende anlæg med en 10 MW flisfyret kedel. Indsætningen af de nye komponenter fandt sted den 6. juni, og de kommer efter planen til at indgå i værkets varmeproduktion fra den 1. november.

– Vi har været meget tilfredse med det nuværende flisanlæg, som fungerer rigtig godt. Ved fremover at have to flislinjer fra Euro Therm, der er baseret på ens principper, får vi en mere strømlinet løsning, som vil sikre enklere, grønnere og mere økonomisk drift, fortsætter varmemesteren.

Komponenterne til det ny anlæg blev indsat ovenfra. – Kedlen leveredes i to stykker og blev samlet på stedet, da den skulle ind mellem spærene i den eksisterende bygning. Tagelementerne blev løftet af, og komponenterne hejstes ned med en stor kran. Herefter blev taget lukket igen, forklarer teknisk chef Michael Jørgensen fra Euro Therm, der varetager projektledelsen.

Økonomiske og miljømæssige fordele

Den nye kedel har højere kapacitet end den udskiftede og giver ifølge Finn Sørensen væsentlige ressourcebesparelser, samtidig med at driften forenkles.

- Hvor den gamle kedel yder 4 MW, giver den nye 7,5 MW inkl. kondenseringsenhed. Dermed imødekommes det større kapacitetsbehov, som vi får i fremtiden. Den gamle kedel er oprindelig bygget til kul og sidenhen konverteret til træpillefyring, mens den nye kan benytte flis, som er billigere i indkøb. Samtidig kan vi fremover nøjes med kun at lagerføre én brændselstype, der anvendes i begge fliskedler, siger han.

Sammen med den nye fliskedel fik Galten Varmeværk også leveret en ekstra akkumuleringstank som supplement til den eksisterende.

- Den ny opsamlingstank har tre gange så stor kapacitet. Planen er, at vi om sommeren nøjes med at have den nye fliskedel i drift og kun kører med den tre dage ugentligt, men til gengæld for fuldt blus. Resten af tiden sker varmeforsyningen med den energi, der er opsamlet i akkumuleringstanken.

Dermed opnås en optimal virkningsgrad i anlægget og betydelige elbesparelser til gavn for både driftsøkonomien og miljøet, fremhæver Finn Sørensen.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11