23948sdkhjf

Landinspektører har vokseværk

Geopartner bliver landsdækkende med opkøbet af københavnervirksomhed, mens konkurrenten LE34 bevæger sig ud over landets grænser
Nyt arbejdstøj og nye biler er bestilt. Landinspektørvirksomheden Anton Jensen indgår nu i branchens næststørste landmålerkoncern Geopartner. Det giver Geopartner en ønsket base på Sjælland, og flere kan være på vej.

”Nu har vi fået en base i København, men vi arbejder stadig med at få nogle andre muligheder på plads i det øvrige Sjælland – enten opkøb eller fusion afhængig af hvordan pilen peger. Vi har nogle spændende dialoger i gang, men timingen skal være rigtig,” siger adm. direktør i Geopartner, Henrik Ibsen.

I august sidste år fusionerede Geopartner med Hvenegaard Landinspektører. Det gjorde virksomheden til Danmarks næststørste målt på hoveder, og den har siden kigget interesseret efter partnere på Sjælland. I dag har Geopartner 155 medarbejdere fordelt på 21 kontorer.

Fusioner er aldrig udelukket

Konkurrenten LE34 har netop offentliggjort sit første regnskab efter branchens største fusion i januar sidste år mellem LE34, Landmålergården og Nellemann Bjørnkjær. Koncernen er Danmarks største med flere end 300 medarbejdere, en omsætning på 243 mio. kr. og et resultat på 15 mio. kr.

Kunne I finde på at fusionere med flere?

”Det skal man aldrig udelukke, hvis det rigtige match er der, så gør vi det, men det skal være fordi, det giver noget værdi for den samlede forretning, og det er ikke nødvendigvis geografisk værdi,” siger adm. direktør Kenneth Norre.

Åbner op for det store udland

Alligevel er der overvejelser om at fylde hullet i Syddanmark.

”Måske skal vi repræsenteres i Syd og Sønderjylland, men det skal give mening for den samlede forretning og ikke bare være mere af det samme,” siger han.

LE34-fusionen har givet mulighed for for alvor at starte aktiviteter op uden for landets grænser, i både Norge og Sverige.

”Vi har tidligere haft specifikke kundeopgaver sammen med danske entreprenører i både Kina og Australien, men det har ikke været et fokus før nu, at vi skulle gå internationalt. Det var en af bevæggrundene bag fusionen,” siger Kenneth Norre.

Derudover har størrelsen fungeret i forhold til samarbejde med store rådgivere som Rambøll, Cowi og Niras.

”Det, der er interessant, er, at vi kan matche rådgiverne, der i sig selv er nogle store enheder. Tidligere har de skullet bruge to eller tre firmaer til opgaver, som vi i dag kan tilbyde at løse, så de kan nøjes med en samarbejdspartner. Det har vi kunnet markedsføre os på, og vi har fået skabt nogle tættere relationer til de største rådgivningsfirmaer i Danmark,” siger Kenneth Norre.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.831