23948sdkhjf

Et hak i trynen til vejrguderne fra E&H

Både udstillere og gæster i forunderligt godt humør i Herning på åbningsdagen af E&H’15
Det kan godt være, at vejrguderne havde sovet dårligt og var knotne fra morgenstunden.

Men både udstillere og gæster på entreprenør- og anlægsmessen E&H ’15 i Herning markerede helt fra messestart torsdag, at der skal mere end nogle regnbyger og lidt blæst til at slå kasketten af rigtige entreprenører.

”Jeg har en fornemmelse af, at alle har besluttet sig for, at det skal være en god oplevelse. Tilstrømningen har været fin allerede fra åbningen torsdag morgen. Det dårlige vejr fik vi op til messen. Nu kommer det gode vejr under messen”, konstaterede formanden for brancheforeningen Maskinleverandørerne, direktør Hans Holm.

Der skal brændes diesel af

”Det er helt tydeligt, at folk ikke har taget turen til Herning for at lade sig gå på af vejret. De vil se noget grej og brænde noget diesel af. Gæsterne er positive, og så har vi heller ikke grund til at være andet”, lød meldingen fra salgschef Tommy Bergmann fra Maskinhuset, som er dansk importør af Terex-maskiner.

Også hos en anden af de store maskinudstillere, H. P. Entreprenørmaskiner med Hitachi som hovedmærket var stemningen god på førstedagen af E&H ’15.

Folk vil snakke og køre

”Vi kan jo kun sammenligne med sidst, vi mødtes til Entreprenør & Håndværk i Herning. Det var i 2012, og dengang stod vi inde i vore telte og kiggede ud på regnen. Nu står vi ude og får måske en sjat vand engang imellem. Men jeg er sikker på, at både fredag og lørdag bliver rigtig fine dage. Allerede nu kan vi konstatere, at der er stor interesse for at snakke om og køre med maskinerne. Så det ser fornuftigt ud”, sagde Christian Pedersen fra H. P. Entreprenørmaskiners salgsafdeling.

E&H ’15 har omkring 120 udstillere, som viser sig frem på MCH Outdoor Arenas 140.000 kvm store udendørs udstillingsområde.

Hver af de store maskinudstillere har sit eget demo-område, hvor gæsterne kan prøve maskiner af.
Læs mere om: E&H
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.237