23948sdkhjf

Farveprisen 2015 til kunstner

Hæderspris til kunstneren Elle-Mie Ejdrup Hansen for en velgennemført udsmykning af Langenæskirken i Aarhus
Farveprisen 2015 går til kunstneren Elle-Mie Ejdrup Hansen for en velgennemført udsmykning af Langenæskirken i Aarhus. Kirkens indre har på nænsom og gennemtænkt vis fået et ganske nyt liv med markant mere lys end det tidligere dunkle kirkerum.

Farvepriskomiteen har i særlig grad lagt vægt på det bevidste og velovervejede samspil mellem den enkle og sarte farvesætning af de malede overflader og brugen af lys og farver i glas, der tilsammen har skabt en unik helhed og elegance i kirkerummet.

- Ved blot at lade blikket vandre på opdagelse i dette smukke rum, tror jeg, at alle kan forvisse sig om, at alle faktorer er opfyldt. At skabe et så sublimt rum med så få virkemidler er enestående. Modlys er blevet til medlys, sagde Per Vangekjær, der er formand for Danske Malermestre og for Farvepriskomiteen.

Himlen ind i kirken
Udsmykningen i kirken hedder "Himlen ind - lyset ned - blikket ud" og er lavet med udgangspunkt i et fotografi af en skyet himmel over Langenæs.

- Himlen er kommet ind i kirke med glaspartiet over korbjælken, himlen hvor alle rummets farver reflekteres: De gyldne vinduer mod syd og et blåt bånd fra nordgavlens vinduer, de røde mursten og de mørke træflader, sagde Anne Ehlers, præst i Langenæskirken.

- Kirkerummet er spændt ud mellem den blå nordgavl og den gyldne sydgavl, så klassisk i forhold til ikonografiens farvelære, hvor blå symbolisere netop himmel og tro og evighed. Og hvor det gyldne guld ikke er en farve, fordi guld reflekterer alle farver. Guld viser hen til Gud, som har alle farver i sig, sagde Anne Ehlers ved overrækkelsen.

Hun takkede også Elle-Mie Ejdrup for et godt og sjovt samarbejde.

Variationer i farvespillet
Kunstneren selv lagde vægt på arbejdet med lyset i rummet, hvor lysets skiften med årstiderne giver store variationer i farvespillet i rummet.

- Den gule farve skifter fra vinterens kolde sol til det varme sommerlys, vi arbejdede med flere hundrede farver, før vi ramte den rigtige. Per Pedersen fra MalerhuseT vidste, hvad han havde med at gøre i vores samarbejde om farvevalget. F.eks. med de sorte brædder, som skulle blive ved med at være sorte og rå, så øjet kan finde ro. Han fandt den rigtige nuance i farverne, sagde Elle-Mie Ejdrup Hansen i sin takketale.

Hun takkede også kirken for at have fået opgaven.

- Vi kom så langt, fordi alle involverede ville det. Det har været en proces, som er flydt af sted, sagde hun,

Med Farveprisen følger 150.000 kr. til kunstneren, og kirken modtog en plakette til ophæng i kirken.

Kirken er opført i 1966 af arkitekterne Arne Graves og Johan Richter, den er renoveret i 2013 af Cubo Arkitekter, malerarbejdet er udført af MalerhuseT A/S.

Fra venstre: Per Vangekjær, Elle-Mie Ejdrup Hansen, Anne Ehlers, Freddy Johansen
Foto: Rasmus Baaner
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.234