23948sdkhjf

Bornholmer-attraktion er en ommer

Udbuddet for det nye besøgscenter ved Hammershus er annulleret. Håndværkerne kunne ikke bygge til den budgetterede pris. Arkitekterne har påtaget sig at tegne om og til juli går projektet ud i hovedentreprise
Det første forsøg var for dyrt. Nu skal totalrådgiveren Arkitema tilbage til tegnebrættet og finde en mindre og billigere løsning på det nye besøgscenter ved Hammershus, en af Bornholms største turistattraktioner.

”Vi har annulleret det oprindelige udbud, fordi det simpelthen er for dyrt. Vi har lavet en aftale med Arkitema om, at de omprojekterer huset, og det vil også betyde en reducering af husets areal”, siger Søren Friese, skovrider ved Skov- og Naturstyrelsen på Bornholm. Som repræsentant for bygherren Miljøministeriet vil han ikke over for Licitationen - Byggeriets Dagblad fortælle, hvor mange penge, der skiller parterne.

Flere påstande om høje priser

”A.P. Møller-fonden, (som har givet tilsagn om støtte på 92,5 mio. kroner til projektet, red.) ønsker at holde det for sig selv. Men kort fortalt siger arkitekterne, at de er blevet overraskede over håndværkerpriserne på Bornholm. Arkitema mener, at priserne er højere end andre steder i landet. Omvendt siger leverandørerne, at de mange valgte specialløsninger gør projektet dyrere”, siger Søren Friese.

Licitationen - Byggeriets Dagblad har talt med arkitekt og partner Poul Schülein hos Arkitema.

Men han henviser til bygherre ”for at der efter A.P Møller Fondens ønske ikke skal opstå forvirring om, hvem der har sagt hvad”.

Ikke skurke og helte

Bygherrerepræsentant Søren Friese får derfor det foreløbigt sidste ord i sagen om besøgscentret, der efter planen skulle have stået færdigt i 2016, men som nu formentlig bliver forsinket med omkring et år:

”Jeg vil helst ikke udtale mig om, hvad Arkitema skal kigge på, men det bliver blandt andet materialevalg. Måske kan man også bruge standardløsninger. Og så udnævner vi ikke skurke og helte i det her. Både håndværkere og arkitekter har en positivt holdning om at man skal op på hesten igen. Og det er i den ånd, det nye besøgscenter bliver bygget, siger Søren Friese.

Han tilføjer, at udgangspunktet for arkitekterne fortsat er, at det ydre udtryk og kvaliteten bliver, som de havde forestillet sig.

”Arkitema har lovet at de er klar til nye udbud i juli, så der rimeligt tryk på kedlerne”.

Næste gang går projektet ud i hovedentreprise.

Et svævende besøgscenter
Tegnestuen Arkitema står for projektering og landskabsbearbejdning af det mere end 1300 kvm store nye besøgscenter ved Hammershus.
Bygningen består af tre elementer: en gangbar tagskive, tunge betonmure og gulvflader i træ. Centret fungerer som en stor overdækket terrasse med ét sammenhængende rum, hvorfra udsynet og udsigten mod landskabet, borgruinen og havet er fantastisk.
Den svævende tagskive indgår i et stiforløb. Det samme gør broen for enden af besøgscentret, der viderefører stien og etablerer yderligere udsigtspunkter i landskabet. Besøgscentrets lette tag gør huset, der får lys fra flere sider, åbent. Taget er udformet som en tribune med sidde- og opholdsmuligheder. En offentlig plads, der er til rådighed for den besøgende både sommer og vinter, nat og dag.
(Kilde: Arkitema)
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.191