23948sdkhjf

120 byggefolk til debat hos Lund & Staun

Samarbejde blev sat på dagsordenen på debatmøde om bæredygtigt byggeri i Nordjylland.
Under overskriften ”Den bæredygtige vilje” inviterede erhvervsnetværket Sustainovation og byggefirmaet Lund & Staun tirsdag til debat om bæredygtigt byggeri i Nordjylland.

Mødet blev skudt i gang af en række indlæg fra et indbudt panel. Foruden direktør i Danske Ark, Lene Espersen, og borgmestrene i henholdsvis Aalborg og Hjørring; Thomas Kastrup-Larsen og Arne Boelt, talte kontorchef Niels Sloth fra Region Nordjylland og salgsdirektør Henrik Staun, salgsdirektør fra Lund & Staun.

Deltagerne i panelet betonede hver især vigtigheden i, at der både bliver arbejdet mere med bæredygtigt byggeri – og at der bliver arbejdet mere sammen om bæredygtigt byggeri. Her understregede Lene Espersen, at det ikke nytter, at hver kommune opfinder sit eget bæredygtighedssystem. Som branche er man nødt til at undgå den uoverskuelighed, der ligger i at have for mange systemer.

Arne Boelt argumenterede desuden for, at man i Nordjylland skal stå sammen om at vise, at man vil have høj kvalitet i byggeriet, og at han i den forbindelse ønsker at bygge på certificeringssystemet DGNB.

En vigtig del af fremtidens byggeri
En række spørgsmål fra salen gik på, hvorvidt panelet ser DGNB som den standard, som fremtidens bæredygtige byggeri skal hvile på.

Niels Sloth kunne her fortælle, at Region Nordjylland, foruden de eksisterende seks DGNB-projekter, der allerede er opført, vil sende en række nye DGNB-projekter i udbud de kommende år.

Thomas Kastrup-Larsen fortalte, at man i Aalborg Kommune arbejder på en bæredygtighedsmanual, som hviler på DGNB, fordi man mener, at det er nemmere at arbejde efter det samme system. Han påpegede dog også, at der er en risiko for at hindre innovation, hvis man er for ensidig i sit valg af system.

Alt i alt gav debatten en tydelig indikation af, at man i Nordjylland ser bæredygtighed som en vigtig del af fremtidens byggeri, og at man mange steder ser et stort potentiale ved at bruge et certificeringssystem som grobund for et bedre og bredere samarbejde i branchen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078