23948sdkhjf

Vvs-jobfest i Løgten og Hadsten

Lars Nonboe ansætter cirka en ny medarbejder om måneden til sine to østjyske vvs-firmaer.
Da Lars Nonboe købte Løgten VVS i 2012, var der en enkelt medarbejder. Da han i januar i år købte Byens Oliefyr- og VVS-Service i Hadsten, var der fem medarbejdere. Nu har han samlet 20 medarbejdere, og jobvæksten er slet ikke slut endnu. Nu søger han yderligere to medarbejdere til sin østjyske virksomhed.

- Et eller andet må vi gøre rigtigt, for vi bliver indbudt til utroligt mange licitationer. Vi mangler simpelthen mandskab, og jeg ansætter cirka en ny om måneden, siger Lars Nonboe til Building Supply.

Det er ikke bare lokale opgaver, som en skolerenovering i Hadsten og større opgaver i Aarhus, som virksomheden lander. I øjeblikket pågår også to større projekter i København.

Lars Nonboe tror, at ærlighed gør ham populær over for kunderne. Priserne skal være gennemskuelige, og han følger så vidt som muligt webbutikkernes listepriser på varer.

- Jeg gør mine ting synlige for mine kunder. De skal kunne se, hvad det er, jeg tænker, og det tror jeg, giver mig det renommé, jeg har.

Han opgiver sommetider at følge netpriserne, når det gælder billige tilbud, der bruges som markedsføring og hvor butikkerne ifølge Lars Nonboe formentlig vælger at tabe penge for at få kundernes opmærksomhed.

- De priser kan jeg ikke matche. Det forklarer jeg kunderne, og så kan de godt forstå det, siger han.

Jobvæksten har endnu ikke skabt sorte tal på bundlinjen. Det forventer han vil ske snart og i årene fremover.

- Når man ansætter nye medarbejdere, skal der blandt andet investeres i bil og nyt arbejdstøj, og det er ikke billigt. Men jeg er meget opmærksom på mine omkostninger. Man skal ikke bare kigge på ordrebog og salgstal, men også på indkøb, selv om det er til irritation for leverandører og andre. Men det er man nødt til, når man har en forretning og skal tjene penge.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172