23948sdkhjf

Fem konsortier i spil til ny fjordforbindelse

Vejdirektoratet er kommet et skridt nærmere beslutningen om, hvem der skal bygge fjordforbindelsen mellem Frederikssund og Hornsherred. Se de prækvalificerede her.
Efter en prækvalifikation har Vejdirektoratet nu udvalgt de fem konsortier, der får mulighed for at byde på opgaven med at bygge den nye Fjordforbindelse mellem Frederikssund og Hornsherred.

Det drejer sig om konsortier og joint ventures med meget kompetente og anerkendte nationale og europæiske firmaer.

De fem prækvalificerede er:
- Fjordforbindelsen Frederikssund Contractors JV bestående af Per Aarsleff A/S (DK) og Ed. Züblin AG (D) med underleverandørerne Rambøll A/S (DK) og Strabag SE (AT)

- Joint Venture Rizzani de Eccher s.p.a (IT), N.V. Besix S.A. (BE), Acciona Infraestructuras S.A. (ESP) med underleverandør MJ Eriksson (DK)

- Joint venture Vinci Construction Grand Projects SAS (FR), Hochtief Infrastructure GmbH (D) og MT Højgaard A/S (DK)

- JV 3B bestående af BAM Infra bv (NL), Max Bögl International SE (D) og Barslund (DK) med underleverandør Max Bögl Nederland B.V. (NL)

- TBI Infra B.V. (NL) og Compagnie d´Entreprises CFE S.A./N.A (BE)
Otte ansøgere
Otte konsortier eller joint ventures ansøgte om at blive prækvalificeret til milliardopgaven med at bygge den nye bro og motortrafikvej, hvoraf altså fem nu går videre til selve udbudsrunden.

- Det er et stærkt felt, og nu har vi nøje udvalgt de fem, som vi finder bedst egnet til at løse opgaven, siger Erik Stoklund Larsen, anlægschef i Vejdirektoratet.

I udvælgelsesprocessen har Vejdirektoratet vurderet flere forhold.

- Noget, der har vejet tungt i vores evaluering af ansøgerne, er deres erfaringer med at udføre anlægsarbejde i Natura 2000-områder, hvilket har været en høj prioritet for Vejdirektoratet. Generelt set har alle ansøgerne fremlagt solide referencer inden for broer og veje, siger Erik Stoklund Larsen.

De tre ansøgere, som ikke får mulighed for at byde på opgaven, er Munck Gruppen A/S (DK) og Mosty-Łódź (PL), Obrascon Huarte Lain, S.A. (ESP) og Toto Construzioni Generali S.p.A (IT) og Teixeira Duarte Engenharia e Construções S.A. (P). Baggrunden for fravalget af de tre ansøgere har været, at de fem udvalgte samlet set havde fremlagt bedre referencer herunder for anlægsarbejder i Natura 2000 områder.

Vejdirektoratet forventer at fortsætte udbudsprocessen hen over efteråret. Her vil man benytte sig af udbudsformen konkurrencepræget dialog, hvor Vejdirektoratet vil holde møder med hver enkelt af de prækvalificerede med henblik på at finde de bedste løsninger for projektet.

Den nye fjordforbindelse har et budget på to milliarder kroner og ventes klar til åbning i 2019. Projektet er inddelt i tre hovedstrækninger: Cirka 4,2 km motortrafikvej på vestsiden fra ny rundkørsel ved Skibbyvej til Tørslevvej, cirka 4,2 km motortrafikvej fra Tørslevvej til Marbækvej (inklusiv 1,4 km højbro over Roskilde Fjord) samt cirka 1,2 km motortrafikvej fra Marbækvej til Frederikssundsvej/Frederikssundsmotorvejen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.174