23948sdkhjf

MgO-sag kan ramme byggecentrene

MgO-sagen er skidt for håndværksmestrenes generelle tillid til byggevarer og det kan i værste fald ramme byggecentrene. Det viser tidligere sag om undertag
Mester Tidende har spurgt en række håndværksmestre, om hvad de mener, MgO-sagen gør ved deres tillid til producenter og forhandlere af byggevarer. Halvdelen af de adspurgte, nemlig fem ud af ti svarer, at det svækker deres tillid til både producenter og forhandlere.

Én af de adspurgte er Claus Mortensen fra Tømrerfirmaet Claus Mortensen i Nyborg på Fyn, som mener, det kan få konsekvenser handlen.

”Jeg har i forvejen ikke ret meget tillid til forhandlere og leverandører. Jeg har været selvstændig i 40 år, og hvert år er der kommet rigtig meget nyt på markedet. Jeg har tidligere selv haft problemer med undertage, hvor jeg selv har måttet udskifte nogen for egen regning, fordi de var utætte. Det er skide farligt med produkter, man ikke kender”, siger tømrermester Claus Mortensen.

Problemer med undertage
Ifølge Danske Byggecentre er cirka 10 pct. af de produkter, der kommer på markedet om året, enten nye eller ændrede, ældre produkter, som produceres med nye egenskaber.

I den sammenhæng er MgO-pladerne ikke nye. De er bare blevet anvendt anderledes før. Men sagen kan alligevel få store konsekvenser for handlen. Det viser en sag fra 2013, hvor et undertag af mærket Interproof viste sig at være utæt. Dengang endte sagen med at koste Bygma store økonomiske lussinger i erstatning. Noget, som Brancheforeningen Danske Byggecentre ikke håber gentages.

”Selvfølgelig skal håndværkerne stole på os. Vi gør meget for at leve op til de normer og standarder, der er omkring vejledning omkring brugen af de produkter, vi sælger. Vi har fået pladerne af en importør, der sagde, at de var anvendelige til formålet. Men det er dem, der skal bruge produkterne, der må undersøge, om de kan bruges til det.
Så jeg håber ikke MgO-sagen kommer til at påvirke handlen”, siger direktør Palle Thomsen, Danske Byggecentre.

Bør have en ansvarsmærkning
MgO-pladerne er CE-mærket og solgt hos flere byggecentre. Der foreligger ikke nogen undersøgelse omkring deres modstandsdygtighed over for fugt i luften, og ifølge en vejledning om kvalitetssikring i byggeriet, som blev udarbejdet i den tidligere Erhvervs- og Boligstyrelse, men som stadig gælder, er entreprenører og rådgivere ansvarlige over for bygherren for udformning og løsninger i byggeriet.

”Jeg har heldigvis ikke brugt MgO-pladerne, men det irriterer mig, hver gang, der kommer en sag, og den med undertagene kostede mig rigtig mange penge, så jeg er blevet meget, meget skeptisk.

Vi har jo ikke en jordisk chance som mestre at sætte os ind i, hvad alle produkterne på markedet kan og ikke kan bruges til.
I sidste ende, må det jo falde tilbage på producenten, og man her jo så travlt med svanemærkninger og andre ordninger, så her kunne man måske tænke i en form for produktansvarsmærkning”, siger tømrermester Claus Mortensen til Mester Tidende.

Fra Kvalitetssikringsbekendtgørelsen:


• Der skal bruges gennemprøvede enkeltdele
• Materialerne skal kunne fungere som tilsigtet ved udbuddet
• Entreprenørerne og disse (rådgiverne) er da over for bygherren ansvarlige for udformning og løsninger
• Rådgivere og entreprenører må underrette bygherren, hvis de påtænker at foreslå eller anvende produkter og metoder, der ikke er gængse og anerkendt problemfrie til den tilsigtede brug, eller hvis de er usikre på produktets metodes egenskaber
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109