23948sdkhjf

Arkil skovler nye ordrer ind

Arkil har senest vundet moderniseringen af det østfynske jernbanenet mellem Odense og Nyborg
Ordrebøgerne bliver tykkere og tykkere hos den børsnoterede anlægsentreprenør Arkil A/S. Den sønderjyske entreprenørvirksomhed har på det seneste vundet opgaver for i alt godt 685 mio. kroner.

Senest har Arkil som en del af konsortiet Strukton-Arkil JV I/S vundet opgaven på forbedring og modernisering af jernbanen på en 27 km lang strækning mellem Odense og Nyborg. Projektet inkluderer også et større arbejde med at forny sporskifter på Odense Station. Opgaven til 265 mio. kroner er vundet i samarbejde med Struktion Rail Danmark A/S for Banedanmark på Østfyn og skal udføres fra januar til august næste år

”Ordreindgangen skal naturligvis være høj i denne del af sæsonen. Opgaverne bekræfter vores tendens til en gradvist stigende og mere langsigtet aktivitet inden for ny-anlæg, jernbane, vejvedligehold, og ikke mindst vand- og spildevandsområdet”, siger Arkils adm. direktør, Jesper Arkil, i en fondbørsmeddelelse.

Tager stikket hjem i Sønderborg

I sidste uge indgik Arkil en flerårig partneringaftale om vedligeholdelse og fornyelse af vejbelægningerne i byområderne i Sønderborg Kommune , så Arkil dermed sidder på alt vejvedligeholdelse i Sønderborg Kommune.

Arkil har desuden vundet en større belægningsopgave i relation til Femern Bælt-forbindelsen og et omfattende byggemodningsprojekt på Køge Kyst.

Sidstnævnte projekt strækker sig over fire år og er et led i etableringen af en helt ny bydel ved Sdr. Havn i Køge. For Energinet.dk skal desuden udføres kabellægning af landkabel i forbindelse med etablering af havmølleparken Kriegers Flak. Disse opgaver udgør sammen med opgaven i Sønderborg samlet 150 mio. kroner.

Fastholder forventninger

Sidst i denne måned forventer Arkil desuden at indgå kontrakt og en partnerskabsaftale med Aarhus Vand, Favrskov Spildevand og Odder Spildevand omkring fornyelse af vand- og spildevandsledninger.

Kontrakten er en rammeaftale i totalentreprise, der forløber over de næste seks år og er på cirka 270 mio. kroner.

De nye ordrer giver ikke anledning til ændringer i de udmeldte resultatforventninger for 2015, hvor Arkil forventer en samlet omsætning på omkring 3,3 mia. kroner, mens resultat før skat forventes at udgøre 70-90 mio. kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.178