23948sdkhjf

Erhvervsskole-elever ryger som skorstene

Hver tredje elev på erhvervsskolerne ryger dagligt. Slappe rygeregler og en kultur, der inviterer til rygning, er blandt hovedårsagerne
Statens Institut for Folkesundhed har netop offentliggjort en undersøgelse, som viser, at 37 pct. af eleverne på erhvervsskolerne ryger dagligt. Til sammenligning er det kun 12 pct. af gymnasieeleverne, som er daglige rygere. Det høje tal vækker bekymring hos Kræftens Bekæmpelse, som netop har lanceret kampagnen Cool Uden Røg, der skal støtte unge i at stoppe med at ryge.

”Undersøgelsen viser, at der er tre gange så mange faste rygere på erhvervsskolerne som på gymnasierne. Det er bekymrende. Næsten fire ud af 10 på erhvervsskolerne ryger hver dag. Det er alt for mange, og det skal vi gøre noget ved, ” siger Mette Lolk Hanak, der er forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.

Kulturel udfordring
Liselotte Ingholt er seniorforsker hos Statens Institut for Folkesundhed, hvor hun blandt andet undersøger trivsel og sundhed på ungdomsuddannelser. Hun er ikke overrasket over, at der er flere rygere på erhvervsskolerne, og deler Kræftens Bekæmpelses bekymring over, at tallet er så voldsomt. Som forklaring peger hun på, at kulturen på erhvervsuddannelserne adskiller sig fra gymnasiernes:

”På nogle erhvervsuddannelser er der en kultur, som fremmer eller fastholder rygningen. På værkstedsfagene ser vi for eksempel, at nogle elever holder flere pauser, der ikke er skemalagte, i forhold til hvad man gør på gymnasierne. Tit bliver der sat lighedstegn mellem en pause og det at ryge, og det er et problem, fordi det bidrager til en kultur, der fastholder rygerne i deres vane, ” siger Liselotte Ingholt.

Alternativ til rygepausen
Hvis der skal gøres noget ved rygeproblemet på erhvervsskolerne, kræver det ifølge Liselotte Ingholt en dedikeret, vedvarende og flerstrenget indsats. For en kulturændring sker ikke fra den ene dag til den anden. Hun fremhæver f.eks., at erhvervsskolerne med fordel kan skabe alternativer til rygepausen, så eleverne kan koble af - uden en cigaret i hånden:

”Vi kan se, at det fungerer, når erhvervsskolerne etablerer hyggelige kroge, hvor de unge kan mødes over et spil eller en kop kaffe, i stedet for naturligt at følge med rygerne udenfor. Derved skaber man en anden måde at koble af og være sammen på, hvor rygning ikke indgår. Når der er et reelt alternativ til rygepausen, er det nemmere at skabe kulturændringen, ” forklarer hun.

Røgfri skoletid giver færre rygere
Udover at arbejde på at ændre kulturen, peger Liselotte Ingholt på rygereglerne. For mens der er rygeforbud på landets gymnasier, må de studerende på erhvervsskolerne stadig ryge på uddannelsesinstitutionen, hvis flertallet af elever er over 18 år. Og det er mange steder tilfældet.

Hos Kræftens Bekæmpelse ønsker man også skærpede rygeregler på erhvervsskolerne:

”Det giver ikke mening, at de forskellige ungdomsuddannelser har forskellige regler for rygning. Vi så gerne, at skoletiden for børn og unge i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne blev helt røgfri. Som samfund er vi ikke tydelige nok i vores signaler, når det gælder rygning. På den ene side er det forbudt for unge under 18 år at købe tobak, og vi begrænser rygning flere og flere steder i det offentlige rum.

Men samtidig må unge gerne ryge i pauserne i skolen, og de oplever både kammerater og undervisere ryge. Hver tredje elev på erhvervsskolerne ryger hver dag. Hvis det tal skal ned, er røgfri skoletid et godt sted at starte, ” siger Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse. Hun understreger, at den enkelte uddannelsesinstitution selv kan beslutte, om rygereglerne skal være mere restriktive end lovgivningen foreskriver.

Kræftens Bekæmpelse sætter i september og oktober fokus på unge og rygning med den nationale kampagne Cool Uden Røg.

Mange rygere på byggepladserne


De mange unge rygere på erhvervsuddannelserne kommer ikke bag på Allan Carlsen, som er glarmester. Som glarmester arbejder Allan Carlsen på mange byggepladser, hvor elever fra erhvervsuddannelserne, står i lære til dagligt. Han ser en stor forskel på antallet af rygere i håndværkermiljøet sammenlignet med andre brancher.

”Jeg kan se det i mit eget liv. I min omgangskreds uden for arbejdet er alle stoppet med at ryge, efter man har fundet ud af, hvor usundt det er. Men når jeg træder ind på byggepladserne, er der stadig rigtig mange der holder rygepause eller arbejder med en cigaret i munden,” siger Allan Carlsen, som selv stoppede med at ryge, da han fandt ud af, hvor skadeligt det egentlig var.

Allan Carlsen peger på, at de mange rygere i håndværkermiljøet kan skyldes, at det er nemt lige at tage en cigaret i munden, mens man arbejder i forhold til, hvis man sidder på kontor og skal udenfor. Derudover handler det nok også lidt om os håndværkere som typer, siger Allan Carlsen.

”Håndværkere er jo ofte lidt mere hårde i filten og lidt mere ligeglade – og især de unge. De tror, det er cool, og at de er udødelige,” siger Allan Carlsen, som håber på, at den næste generation kvitter smøgerne, tidligere end han gjorde.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078