23948sdkhjf

Kvindelige ledere tager arbejde med hjem

Langt flere kvindelige end mandlige ledere tager arbejdsopgaver med hjem, når de forlader arbejdspladsen.
Det er især kvinder på toplederniveau, der i stor stil tager arbejde med hjem, viser en ny undersøgelse fra organisationen Lederne

Ifølge undersøgelsen, der er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov, svarer 35 procent af kvinderne, at de ”i høj/meget høj grad” har arbejde med hjem mod 29 procent af de mandlige lederkolleger.

Kan ikke sætte punktum
Ser man isoleret på svarene fra administrerende direktører og øvrige direktionsmedlemmer angiver over halvdelen af kvinderne, 52 procent, at de tager arbejde med hjem, mens det for mænd på øverste ledelsesniveau kun gælder 42 procent.

- Vores undersøgelser viser, at mændene og kvinderne arbejder nogenlunde lige mange timer. Men når flere kvindelige end mandlige ledere tager arbejde med hjem, skyldes det blandt andet, at det stadig i mange hjem primært er kvinderne, som tager sig af afhentning af børn, indkøb og madlavning. Det betyder i praksis for mange af de kvindelige ledere, at de ikke kan nå at sætte punktum for alle dagens arbejdsopgaver, inden de forlader arbejdspladsen, og derfor genoptager de jobbet om aftenen, når de hjemlige forpligtelser er overstået, siger Vibeke Skytte, direktør hos Lederne.

Ledelse er en livsstil
Hun understreger, at der som udgangspunkt ikke er noget galt i at have arbejde med hjem engang imellem, og at netop den fleksibilitet i forhold til arbejdstid, som mange arbejdspladser tilbyder, er nødvendig for en lang række familier.

Ledelse er for mange en livsstil med flydende grænser mellem arbejdsliv og privatliv, og mange ledere sætter slet ikke spørgsmålstegn ved, om det er i orden at besvare et par mails eller læse en rapport, når de sidder i sofaen om aftenen, skriver organisationen Lederne om udviklingen:

- Det kan dog blive problematisk, hvis lederne aldrig holder helt fri og hverken i weekender eller ferier får koblet af. Selvom man har lederansvar, er det nødvendigt engang imellem at slukke telefonen, siger Vibeke Skytte.

Mere end ønsket
Undersøgelsen viser samtidig, at flere kvindelige end mandlige ledere arbejder mere, end de egentlig selv foretrækker. 23 procent af kvinderne svarer, at de ”i høj/meget høj grad” arbejder mere, end de har lyst til, mod kun 18 procent af de mandlige lederkolleger.

Undersøgelsen fra organisationen Lederne er gennemført af YouGov og er baseret på svar fra 4.240 ledere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094