23948sdkhjf

Anderledes murværk på Vejle Havn

Med opførelsen af Kirk-familiens domicil til selskabet Kirk Kapital indtager moderne betonbyggeri i bølgeform med stærkt kunstnerisk islæt Vejle Havn. Murersektionen i Dansk Byggeri var forleden forbi i forbindelse med sin generalforsamling
Det går rigtigt stærkt i Vejle. Flere store boligbyggerier skyder op i havneområdet, og det er virkelig en bydel i stærk udvikling. Samme sted – men faktisk ude i vandet – er Kirk-familien fra Lego-koncernen i gang med at opføre et domicil til Kirk Kapital. Og det er ikke et hvilken som helst byggeri.

Kunstneren Olafur Eliasson har tegnet byggeriet, der kommer til at stå som tre sammenstillede rotunder i vandet med en bro over til den nye ø i havnen. I rotunderne er der modsatrettede udskæringer, som er forskudte og går fra en ellipseform i den ene ende til cirkelform i den modsatte. Bygherren er Kirk Property.

Stiller store krav

Her bliver der stillet krav til materialerne og den håndværksmæssige udførelse. Og det var noget, som Murersektionen i Dansk Byggeri kiggede på med stor interesse, da medlemmerne var på byggepladsbesøg i forbindelse med generalforsamlingen, der vanen tro blev holdt i det fuldmurede Munkebjerg Hotel.

Aarsleff A/S og Jorton A/S vandt licitationen på det avancerede byggeri, og det er specielt på flere måder. Blandt andet skal der mures under vandlinjen, og der er tale om specialbrændte sten, der blandt andet skal hjælpe lyset nedad og ind i bygningen. Så er der er store krav til såvel murerne fra Jorton som vandbyggefolkene fra Aarsleff.

En mockup udført inde på land giver indtrykket af farvespillet i stenene, det meget specielle murværk og de skæve vinkler, som byggeriet kommer til at bestå af. Og det er helt ned i detaljen. For eksempel må en almindelig stikkontakt ikke kunne ses, og derfor er der fremstillet specielle bokse i stål, hvis fingergreb har samme ellipseform som selve bygningskroppen.

Spændende og udfordrende

”Det er en meget spændende opgave at være ingeniør på, og der er da også sket ændringer undervejs, som forlænger byggetiden lidt i forhold til den oprindelige plan,” fortalte direktør og afdelingsleder Flemming Hoff Jakobsen fra rådgivningsfirmaet Hundsbæk & Henriksen A/S i Vejle i forbindelse med rundvisningen.

Et eksempel på en udvikling undervejs er, at kunstneren gerne ville have, at lofter og gulve bliver ens i udtrykket. Derfor støbes al beton i hvid beton og de samme mønstre går igen, uanset om man kigger op eller ned i bygningen.

Den nederste etage er dobbelt i højden og bliver offentligt tilgængelig. Ovenpå vil Kirk Kapital have egne kontorer, og der vil desuden også blive kontorer til udlejning. Byggeriet bliver færdigt i 2017.

Generalforsamling i Murersektionen
På generalforsamlingen i Murersektionen, der gav anledning til udflugten til det nærliggende Vejle Havn, var der genvalg til bestyrelsen, og genvalg til formand Flemming Østergaard Jørgensen, der blev valgt for en toårig periode. Bestyrelsen består desuden af direktør Peter Andersen P. Andersen & Søn Entreprise, direktør Jesper Andersen, Murermester Curt Andersen, Fårevejle, murermester Carsten Rokkjær, Sunds Murerfirma, og murermester Jens G. Andersen, Jens G. Andersen A/S. Omkring 80 deltagere var mødt frem. Murersektionen består af 1.471 medlemsvirksomheder og er Dansk Byggeris næststørste, kun overgået af Tømrersektionen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203